I VEJLE havde Smedemester, senere Kammerraad Andreas Rasmussen den 1. Juli 1847? faaet kgl. Bevilling til at drive et Støberi med tilhørende Smedeværksted i Grønnegade 20 (Mtr. Nr. 411 a). Senere bortforpagtede han det til Smedemester J. W Aarup, der dog aldrig naaede op over en Arbejdsstyrke paa 5 Mand. Forpagtningskontrakten udløb imidlertid den 1. April 1876, og Rasmussen ønskede at sælge Virksomheden.
Medens Christian Hess var i Hamborg, havde han nok hørt om Sagen, og i August 1875 modtog han et Brev fra en Kammerat i Ribe, Maskinbygger Claus Gram, der skrev:>> En god Ven har tilmeldt mig, at Støberiet, som Aarup i Vejle har i Leje, skal sælges snarest, eftersom at Vedkommende ikke vil beholde det længere. Der forlanges 10.000 Rdl., og 4000 Rdl. Skal udbetales. Det er en indelukket Gaard med Huse og Beboelseslejlighed. Kan eller vil du være med der? Hvorledes vil du tænke dig dette Regnestykke? Jeg har jo 2000 Rdl. foruden mit Værksted, som er assureret til 2000 Rdl. Jeg er lige ved at have Lyst, naar jeg blot havde Magt. Kan du gøre noget for at faa dette i sin rette Gænge, eller skal vi lade Døren hænge, indtil vi lettere kan forstaa at faa den hængt lige? Man kan jo ogsaa vente sig til Lykke, maaske er det godt for noget. I Vejle Avis har der i Sommerens Løb været Opfordring til Lysthavende om at anlægge et 3. Støberi i Vejle, eftersom de to nuværende ikke vare fuldkomne nok til at tilfredsstille Fordringerne. Manden, som har skrevet mig til, beder i Løbet af 8 Dage at høre fra mig. - - - Hvorledes gaar det med din Broder? Vil han lave Maskiner, eller skal vi hjælpe ham? Paa Fredericiaegnen spørges efter en Maskinmand«.
Hess svarede omgaaende den 29. August (efter Koncept): >>Min gode Ven. »Det maa være godt for noget«, er jo, som dig, min trofaste Ven, bekendt mit Valgsprog, og om det derfor end er unødvendigt at gentage det oftere, end alt er sket, tror jeg dog dennegang at have bedre Anledning dertil end maaske nogensinde før, naa! Hjertelig Tak for dit særdeles velkomne Brev, hvilket jeg efter bedste Evne iler med at besvare. Desværre ser det ved første Øjekast noget mørkt ud hos dig hans Kone var alvorlig syg, og jeg kan godt forstaa, at du har din Kraft nødig for at holde Modet oppe, endskønt jeg vel ved, at du har en mægtig Forbundsfælle i Ham, der styrer og leder alle Ting for os ellers hjælpeløse til det bedste, endskønt det ofte for vort indskrænkede Blik ikke ser saadan ud, men kun en urokkelig Tillid kan redde os fra at gaa under.
Ogsaa i en anden Retning giver dit Brev mig megen Anledning til Eftertanke, endskønt jeg i den senere Tid har haft en lignende Plan med Aarups eller rettere Rasmussens Jernstøberi, som du nu udvikler for mig, nemlig den om muligt at blive Aarups Efterfølger som Lejer, det vil sige, dersom du, min Ven, vil sætte dig selv med paa Kortet. Imidlertid stiller Sagerne sig nu lidt anderledes, som jeg ser, idet Forretningen skal sælges, men hvornaar? Saavidt jeg ved, har han endnu å Aar tilbage, eller [er] jeg maaske fejl underrettet?
 |
| Udsigt over Vejle |
Efter min Mening er Tiden inde til at gøre noget i Vejle netop nu, thi ellers vil en anden vist ej lade vente paa sig; derimod er det et andet, om det er klogt at købe eller bedre at begynde fra bar Bund? Saavidt mig bekendt (jeg har aldrig set det) ere saavel Bygninger som alt andet tilhørende i en temmelig daarlig Forfatning og vist ikke meget værd, men paa den anden Side er dels Søgningen der, dels bliver man lettere fri for en anden Konkurrent, naar først der bliver Pres paa den gamle Skude. Forresten er Prisen vel heller ikke saa nederdrægtig fast?
Hvad nu endelig med Sølvtøjet angaar, da ved du, at det er min svage Side. Dog antager jeg, naar det først kommer dertil, at det temmelig let lader sig ordne ogsaa for mit Vedkommende, men derom maa vi jo tale sammen. At den hele Plan iøvrigt kan lade sig realisere, tvivler jeg ingenlunde om. Idet jeg nu med Hensyn til min Broder kun skal meddele, at efter hvad jeg erfarede, da jeg var hjemme, har han foreløbig trukket Følehornene ind, vil jeg for denne Gang slutte med at bede dig endnu en Gang overveje og dernæst gøre det fornødne, og endelig med de bedste, venligste Hilsner til Eder to, hvis egentlige Venskab jeg paa en saa underlig Maade kom i Besiddelse af, fra din altid hengívne Ven C. M HESS.
Det er en Selvfølge, at jeg, dersom der straks er noget at gøre, svipper ned til dig.<< Øjensynlig saa Christian Hess optimistisk paa Sagen, ogsaa hvad den økonomiske Side for hans Vedkommende angik. Samme Dag skrev han til sin Broder: >> ..... En anden Ting er i disse Dage dumpet ind paa mig og fra en Kant, som jeg ikke havde ventet det, hvorfor den da ogsaa har givet mig en Del at bestille. Som du ved, har Aarups Støberi i Vejle allerede i længere Tid spøget om í min Hjerne, og det kan snart lade til, at Spøgelset skal blive til Virkelighed, dersom der ellers skal være Held med i Spillet. Jeg modtog nemlig forleden Dag Brev fra Gram, hvori han meddeler mig, at omtalte Støberi skal sælges eller maaske rettere (da det er ved Trang) kan faas tilkøbs for en 10.000 Rdl. med 4.000 Rdl.s Udbetaling - ej saa galt endda! Hans Plan gaar ud paa, som du vel kan tænke dig, at vi to skulde brænde paa i Forening - det vil jo sige, dersom jeg vil og kan - og saaledes prøve vor Lykke der. Hvad siger du dertil? At jeg naturligvis ikke kan lade en saadan Lejlighed gaa fra mig, vil du let indse, men der er jo den aber dabei, om jeg eller vi begge i Forening kunde slaa noget Mønt, thi de Kontanter, han alt har, ere vist næppe tilstrækkelige. Imidlertid har jeg svaret ham, at jeg gaar ind paa Forslaget, dersom de vedrørende Forhold kunde ordnes paa en tilfredsstillende Maade, saaledes at vi begge kunde være tjent dermed, thi hvorfor kunde vi ikke lige saa godt som en anden tjene Penge der, hvad der jo dog ellers vil blive Tilfældet. Jeg afventer nu altsaa de nærmere Meddelelser for at kunne tage en endelig Beslutning. Haabende, at du ogsaa vil meddele mig din Mening herom i en ikke for fjern Fremtid, bringes dig og Familie ..... <<
Dagen efter, altsaa den 30. August, skrev han til Gram, at han nu var blevet arbejdsløs, men inden han søgte nyt Arbejde, vilde han gerne have et Telegram fra ham om, hvordan det stod til med Vejle-Planen. Den 1. September skrev han til sine Forældre og udbad sig deres Raad. Gram havde nogen Kapital, og dersom han paa en eller anden Maade ligeledes kunde slaa lidt Mønt, troede han nok, at det kunde gaa, og »da kan vi lige saa godt som andre hjælpe med at forsyne Iyderne med haarde Varer, ja maaske tjene Penge der. Jeg har da ogsaa meddelt ham, at jeg, forudsat at de forskellige Biting lader sig ordne, gaar ind derpaa. Tror I ikke, at det er det rigtigste ?«
Familien var ikke glad ved det og Peter direkte imod hans Plan, vel mest fordi Vejle laa indenfor Middelfart-Fabrikkens Opland, og et Støberi her vilde blive en direkte Konkurrent. Han skrev til Broderen den 3. September (l875): » ,.... Hvad Købesummen angaar, da er det jo først og fremmest et Hovedspørgsmaal, om Aarups Støberi er 10.000 Rdl. værd og i det hele taget til at bruge; thi det forekommer mig, at naar der af en saadan Sum kan blive over Halvparten indestaaende, er det ikke rigtigt fat. Dernæst vil det næste Punkt jo være at skaffe de 4.000 Rdl. til Veje, men selv om dette lykkes, er det dermed ikke nok. Thi der mangler Driftskapital, og hertil behøves allermindst 4.000 Rdl. for at kunne sætte noget igennem. Altsaa her er mere at gøre ved denne Sag, end man ved første Øjekast skulde tro.
Med Hensyn til Gram, da har Erfaringen jo vist, at medens han var i Fredericia, turde eller maatte han ikke bruge sine Penge, saa jeg frygter for, at et Interesseskab med ham ikke vil føre til noget i Tidens Længde, det vil sige til nogen Fordel for dig. Hvad Projektet i sin Helhed angaar, da tror jeg oprigtigt, at du ikke skal gaa ind paa det, og jeg kan kun sige saa meget til det hele, at hvis du og Gram vil og mener at kunne arbejde sammen, navnlig i Maskiner, da tror jeg, at Pladsen vist maa være her, naturligvis under den Forudsætning, at I begge har Lyst dertil. Udsigterne for din Fremtid vil da være, at du med Tiden - hvis det er et ordentligt Maskinværksted eller kan trives her i Byen - vil blive Fører for en saadan Afdeling, medens M. Larsen til den Tid som Formand i Støberiet vil faa nok at gøre med at passe dette tilligemed de nuværende Værksteder, Lager og Butik. Alt naturligvis under den Forudsætning, at Forretningen vil gaa fremad i en tilsvarende Grad.
Dette er min oprigtige Mening, og jeg tror, at Fuldførelsen af denne Tanke vil være lidt mere fast end Planen om i Forening med Gram at blive Aarups Efterfølger i Vejle. Ved lidt nærmere Eftertanke tror jeg, du kommer om ikke til samme, saa dog til et andet Resultat.
Forældrenes Stilling kan vel bedst udtrykkes ved to Breve, som Moderen sendte Christian, dateret 6. September 1875 og 4. Oktober s.A. I det første skriver hun: »Tak for dine kære Breve, vi rigtigt har modtaget, og glæder det os, du er rask og har det godt. Dit sidste Brev er imidlertid en hel Del forskelligt fra de sædvanlige og indeholder helt alvorlige Spekulationer. Vi gik ind til Peter samme Aften for at tale med ham om det, men det mødte meget stor Modvilje, som vi nok havde tænkt os. Han lovede os at skrive til dig og tillige at tilbyde dig og Gram temmelig gode Vilkaar. Du ved jo nok, vor Vilje er god, men hvor er Evnen? Fader har tænkt meget over Sagen, men han kommer stadig til det Resultat, at det visse er bedre end staa med tomme Hænder i en Bedrift, som udfordrer saa meget. Han har prøvet og kæmpet saa meget, og han vil nødig, at nogen af vore kære Børn skulde prøve det, han har. Det skulde jo være vor største Glæde at se dig i en Stilling, thi det er ikke for tidligt. Jeg sagde til Peter, jeg mente, det var det samme, enten du og Gram fik Støberiet eller nogle andre, men det vilde han slet ikke gaa ind paa, thi, sagde han, fik I fat paa det, saa vidste han, det blev drevet til Gavns. Saa meget kendte han dig, og mente han, at det vilde skade ham alt for meget. Vi længes nu imidlertid efter at høre og vide noget nærmere om Tingene og navnlig, hvad Peter har skrevet til dig<<, I det andet Brev føjer hun til: >> ..... Dog er der altid en vis Vemod hos os med Tanken om, at du ikke ogsaa er her. Det var i fordums Dage altid vor kære Tanke, at du og Peter i Forening skulde have arbejdet og virket i den Forretning, Eders kære Fader har kæmpet saa meget for at holde gaaende. Det er endnu altid mit Haab, det en Gang vil ske. Det kan nu imidlertid ikke nytte hverken mig eller dig at hengive sig til Grublerier i den Retning, og vi maa nu som altid trøste os med dit gamle Valgsprog, at ogsaa det maa være godt for noget<<.
Christian Hess vilde imidlertid være sin egen Mand ~ være sin egen Lykkes Smed, som man siger ~ og har maaske ogsaa set, at han ikke i Længden kunde arbejde sammen med Broderen. Dertil var begge for selvstændige Karakterer. Den 9. Oktober forlod han Hamborg, og kort efter rejste han og Gram til Vejle. Det var dog ikke noget lysteligt Syn, der mødte dem ved Støberiets gamle Bygninger, ingen Dampmaskine, kun faa mere eller mindre forældede Maskiner o.s.v. De to Unge og navnlig den endnu ikke 25 Aar gamle Middelfart Former tabte dog ikke Modet. Kunde han blot skaffe Pengene, skulde han nok klare Resten!
Vel var Vejle med sine 4.000 Indbyggere kun lille, men dog større end Middelfart, og Jørgen Hess” Søn var jo ingen ukendt Mand paa disse Kanter. Ofte havde han været her for at stille Ovne og Komfurer op og vidste nok, at det var en ganske driftig By. Med sit praktiske Klarsyn og sit Vovemod, som aldrig svigtede ham, forstod han, at der trods alt var Muligheder. Der laa jo ydermere en Verden udenom Byen, og han saa, at Tiden gav Jernstøberierne gode Kort paa Haanden. De samme Konjunkturer, som skulde bringe Middelfart-Fabrikken op, kunde ogsaa hjælpe ham i Vejle.
Købesummen for Støberiet og hele Grunden med der staaende Bygninger var en Del højere, end Gram havde meddelt, nemlig 12.000 Rdl. Det lykkedes dem dog at faa den ned til 11.500 Rdl. (23.000 Kr.), hvoraf de 2.000 skulde betales straks ved Papirernes Underskrift og 2.000 ved Overtagelsen den l. April 1876, medens de resterende 7.500 Rdl. kunde blive staaende uopsigeligt til en Rente af 5 pCt.i 5 Aar, regnet fra ll. Juni 1876, og Rasmussen gik ind paa, at denne Sums Udbetaling skulde lempes efter Forholdene. Husene, der var lejet ud, skulde være til deres Raadighed fra Overtagelsen, dog at Rasmussen selv kunde blive boende til Oktober Flyttedag s.A. Omkostningerne ved Salget skulde bestrides af begge Parter. Det var billige Betingelser.
Det synes, da det kom til Stykket, som om Gram langt fra raadede over de mange forventede Penge, muligt fordi hans Familie har nægtet at støtte Foretagendet. Hess havde næppe faaet sparet ret meget op i den korte Tid, han havde arbejdet som Svend, men omsider kom hans Fader og Broderen Peter ham til Hjælp, sidstnævnte maaske ogsaa fordi han ønskede alene at kunne overtage den fædrene Fabrik i Middelfart!
Nogen skriftlig Overenskomst herom findes dog ikke. I Vends m.fl. Herreders Landbo-, Spare- og Laanekasse opnaaede de et Laan til Christian paa 12.000 Kr., og Kautionisterne var Peter, dennes yngste Svoger, Gaardbestyrer Carl Hansen, Fønsskov Ellegaard, og Gaardfæster Hans Rasmussen i Fønsskov. Sidstnævnte har antagelig været en god Ven af Familierne Hansen og Hess, og da Carl Hansen døde ung i 1883, giftede hans Enke, Ane Elise Jespersen fra Viby Ellegaard, sigi 1886 med Hans Rasmussens Søn, Jens Christian Hansen.
Laanet blev givet med 3 Maaneders Opsigelse og formodentlig til 6 pct., thi i 1881 takker C. M. Hess Sparekassen, fordi den har vist ham den Venlighed at nedsætte Renten til 5 pct. Ved Jubilæumsmiddagen i 1901 udtalte han: >>Som den første her bør nævnes min Broder Peter, uden hvis værdifulde Bistand paa saa mange Maader jeg vel næppe havde siddet her nu<<. Disse 12.000 Kr. har altsaa været C. M. Hess” hele Startkapital, og Grams Medinteressentskab synes at have indskrænket sig til Anskaflfelsen af nogle mindre Maskiner. Den 20. December 1875 fandt Købet Sted, og det var altsaa C. M. Hess, som blev Ejer af Støberiet. Hans jævnaldrende Fætter og Svoger, dav. Herredsfuldmægtig i Assens Adolf Nielsen, var hans juridiske Hjælper og Raadgiver. Til Moderen skrev han, at han nok var klar over, at han stod overfor en Opgave, som han ikke magtede af egen Kraft, men han tog den op i Tro paa, at Gud nok vilde hjælpe ham - en Livsindstilling, der som en rød Traad gaar gennem hele hans Liv. Kort Tid efter rejste han hjem. Han havde jo ikke Raad til at miste alt for mange Arbejdsdage og maatte derfor tage lidt fat i Faderens Støberi.
Fra Middelfart forberedte han alt til Overtagelsen af sin fremtidige Virksomhed i Vejle – søgte Myndighedsbevilling og Borgerskab, købte en brugt Dampmaskine af en Mand i Vejle og bestilte en Kedel paa 6 Hestes Kraft hos Maskinfabrikant J. Johansen i Haderslev samt en Dampfløjte, der paa Grund af Jernbanens Nærhed skulde lyde anderledes end Lokomotivernes for ikke at blive forvekslet. En 7-8 Svende blev antaget, deraf nogle fra Obbekjær i Ribe.
Gram skrev til ham den 19. December (1875) fra Ribe, at »med Guds Hjælp er vi næste Aar i Vejle<<, og i Januar gik han i Gang med at købe Remskiver og Boremaskiner til deres Fabrik. Endnu var han altsaa fuldt med, men vistnok kort efter sprang han fra til Christians store og bitre Skuffelse. Han er utvivlsomt identisk med den Maskinbygger og Jernstøber H. K. (Claus) Gram, som i 1879 boede i Vejen. C. M. Hess havde endnu i 1881 Forretningsforbindelse med ham, idet han leverede ham Støbegods, men 1884 solgte han sin Forretning til Faderen til den nuværende Indehaver af Svennings Maskinfabrik og Jernstøberi i Vejen og flyttede nogen Tid efter til Kolding.
C. M. Hess stod altsaa alene, men med ukuelig Energi og forbavsende Modenhed fortsatte han med Forberedelserne. Straks efter Overta gelsen gik han i Gang med Indretningen. Paa Førstesalen i det gamle Forhus indrettede han sig sin Bolig og nedenunder Butik og Kontor. Den første Tid. Styrede Pauline Hus for ham i yderste Nøjsomhed, og hjalp ham tillige en Del i Butikken.
Det var gaaet smaat i Aarups Tid, fordi, som denne sagde, man slet ikke havde kunnet støbe i det Støberi, da Gulvet var fugtigt. Særlig, fortælles der, kunde det ofte hænde, at Aaen langs »Dæmningen<< gik over sine Bredder og trængte ind i Støberiet, hvor Vandet ødelagde, hvad der var formet i den forløbne Uge. Hess lod derfor dræne og fylde Grunden omtrent 1 Meter op, hvorefter denne igen blev brolagt. Støberiet ombyggedes, og en høj Skorsten blev opført. Da den var færdig, kravlede Hess op igennem Lysningen, og staaende øverst oppe med en Fod paa hver Side af Skorstenspiben saa han over mod sin Fødeø.
Dampmaskinen installeredes til Afløsning af den gamle Hestegang o.s.v., og snart lød den første Fabriksfløjte Morgen, Middag og Fyraften i Vejle. »Nu piber Hess«, sagde Vejlenserne med en vis Betoning af Beundring for den nye Jernstøber, og denne Piben, er der engang skrevet, kom til at betyde en Nytid for Byen. Det lille Støberi i Grønnegade, omfattende det meste af, hvad støbes kunde, blev Indledningen til Vejles Udvikling som Industriby og dermed et Stykke af dens Historie.
Ved Overtagelsen havde Aarup sagt til Hess: »Ja, sæl(ge) ka en sagt, men ka De law ?<<
Det kunde han! Allerede den 20. Juni 1876 fandt den første Støbning Sted. Den i Datiden ikke ubetydelige Mængde af 3.000 Pund Jern fyldtes i Smelteovnen og blev til forskelligt Støbegods, men dog først og fremmest til Kakkelovne og Komfurer til Kulfyring. I den følgende Tid støbtes gerne hver tiende Dag, og det var altid en Begivenhed, man gik til under store Forberedelser.
I 1876 naaede han op paa 150 Kakkelovne. »Hvad vil De med alle de Ovne<<, spurgte Aarup, »jeg har forsynet hele Vej1e!« Men Hess sled uanfægtet videre. Efter hans egen Mening gik det dog de tre første Aar for smaat, og han indsaa, at skulde hans Støberi have nogen større Fremtid for sig, maatte han opgive Forfærdigelsen af adskillige Artikler, bl.a. af al »raat<< Støbegods til Fremmede, for at kunne specialisere Produktionen mere om Ovne og Komfurer. Dette viste sig at være rigtigt. De første Modeller var af samme Slags, som brugtes andetsteds, mest efter tyske Tegninger, men det varede ikke længe, før han selv kunde konstruere og lave sine egne.
Vanskeligheder var der nok af, mest økonomiske, men den Slags Modgang forstod han hele Livet at tage med en knusende Ro, og det lykkedes ham ogsaa at opnaa de fornødne Kreditter. Mest kneb det nu og da med at skaffe Penge til Arbejdsløn, men Tilliden til ham var dog snart saadan, at han kunde laane sig frem paa sit glatte Ansigt, bl. a. hos den velstaaende Købmand Bødker Jensen i Grønnegade og sin senere Svoger, Emil Bríncker.
En Dag stod han tankefuld og betragtede Naboejendommen, da en Stemme lød i hans Øre: >>De staar nu og spekulerer paa at udvide, Hess ?<< Han vendte sig om og saa Kammerraad Rasmussen. »Ja, akkurat«, svarede han, »men det koster Mønt!« »Ja<<, sagde Rasmussen, >>det koster Penge. Kom, lad os gaa ind og snakke om det<<. Det gjorde de, og Ejendommen blev købt (Grønnegade 2O).
Det var ikke sidste Gang, at Kammerraaden hjalp ham. Han var en velstaaende Mand og anset Borger, Medlem af Byraadet og af Bestyrelsen for Haandværkerforeningen i Vejle, vi 1883-94 endog Bestyrelsens Formand (han døde i April 1897), og han har øjensynlig hurtigt faaet Sympati for den unge, energiske Mand, ligesom C. M. Hess hele Livet mindedes ham i Taknemmelighed.
