DE FØRSTE AAR I VEJLE.

Christian Martin Hess

I VEJLE havde Smedemester, senere Kammerraad Andreas Rasmussen den 1. Juli 1847? faaet kgl. Bevilling til at drive et Støberi med tilhørende Smedeværksted i Grønnegade 20 (Mtr. Nr. 411 a). Senere bortforpagtede han det til Smedemester J. W Aarup, der dog aldrig naaede op over en Arbejdsstyrke paa 5 Mand. Forpagtningskontrakten udløb imidlertid den 1. April 1876, og Rasmussen ønskede at sælge Virksomheden.

Medens Christian Hess var i Hamborg, havde han nok hørt om Sagen, og i August 1875 modtog han et Brev fra en Kammerat i Ribe, Maskinbygger Claus Gram, der skrev:>> En god Ven har tilmeldt mig, at Støberiet, som Aarup i Vejle har i Leje, skal sælges snarest, eftersom at Vedkommende ikke vil beholde det længere. Der forlanges 10.000 Rdl., og 4000 Rdl. Skal udbetales. Det er en indelukket Gaard med Huse og Beboelseslejlighed. Kan eller vil du være med der? Hvorledes vil du tænke dig dette Regnestykke? Jeg har jo 2000 Rdl. foruden mit Værksted, som er assureret til 2000 Rdl. Jeg er lige ved at have Lyst, naar jeg blot havde Magt. Kan du gøre noget for at faa dette i sin rette Gænge, eller skal vi lade Døren hænge, indtil vi lettere kan forstaa at faa den hængt lige? Man kan jo ogsaa vente sig til Lykke, maaske er det godt for noget.  I Vejle Avis har der i Sommerens Løb været Opfordring til Lysthavende om at anlægge et 3. Støberi i Vejle, eftersom de to nuværende ikke vare fuldkomne nok til at tilfredsstille Fordringerne. Manden, som har skrevet mig til, beder i Løbet af 8 Dage at høre fra mig. - - - Hvorledes gaar det med din Broder? Vil han lave Maskiner, eller skal vi hjælpe ham? Paa Fredericiaegnen spørges efter en Maskinmand«.

Hess svarede omgaaende den 29. August (efter Koncept): >>Min gode Ven. »Det maa være godt for noget«, er jo, som dig, min trofaste Ven, bekendt mit Valgsprog, og om det derfor end er unødvendigt at gentage det oftere, end alt er sket, tror jeg dog dennegang at have bedre Anledning dertil end maaske nogensinde før, naa! Hjertelig Tak for dit særdeles velkomne Brev, hvilket jeg efter bedste Evne iler med at besvare. Desværre ser det ved første Øjekast noget mørkt ud hos dig hans Kone var alvorlig syg, og jeg kan godt forstaa,  at  du har din Kraft nødig for at holde Modet oppe, endskønt jeg vel ved, at du har en mægtig Forbundsfælle i Ham, der styrer og leder alle Ting for os ellers hjælpeløse til det bedste, endskønt det ofte for vort indskrænkede Blik ikke ser saadan ud, men kun en urokkelig Tillid kan redde os  fra at gaa under.

Ogsaa i en anden Retning giver dit Brev mig megen Anledning til Eftertanke, endskønt jeg i den senere Tid har haft en lignende Plan med Aarups eller rettere Rasmussens Jernstøberi, som du nu udvikler for mig, nemlig den om muligt at blive Aarups Efterfølger som Lejer, det vil sige, dersom du, min Ven, vil sætte dig selv med paa Kortet. Imidlertid stiller Sagerne sig nu lidt anderledes, som jeg ser, idet Forretningen skal sælges, men hvornaar? Saavidt jeg ved, har han endnu å Aar tilbage, eller [er] jeg maaske fejl underrettet?

Udsigt over Vejle

Efter min Mening er Tiden inde til at gøre noget i Vejle netop nu, thi ellers vil en anden vist ej lade vente paa sig; derimod er det et andet, om det er klogt at købe eller bedre at begynde fra bar Bund? Saavidt mig bekendt (jeg har aldrig set det) ere saavel Bygninger som alt andet tilhørende i en temmelig daarlig Forfatning og vist ikke meget værd, men paa den anden Side er dels Søgningen der, dels bliver man lettere fri for en anden Konkurrent, naar først der bliver Pres paa den gamle Skude. Forresten er Prisen vel heller ikke saa nederdrægtig fast?

Hvad nu endelig med Sølvtøjet angaar, da ved du, at det er min svage Side. Dog antager jeg, naar det først kommer dertil, at det temmelig let lader sig ordne ogsaa for mit Vedkommende, men derom maa vi jo tale sammen. At den hele Plan iøvrigt kan lade sig realisere, tvivler jeg ingenlunde om. Idet jeg nu med Hensyn til min Broder kun skal meddele, at efter hvad jeg erfarede, da jeg var hjemme, har han foreløbig trukket Følehornene ind, vil jeg for denne Gang slutte med at bede dig endnu en Gang overveje og dernæst gøre det fornødne, og endelig med de bedste, venligste Hilsner til Eder to, hvis egentlige Venskab jeg paa en saa underlig Maade kom i Besiddelse af, fra din altid hengívne Ven C. M HESS.

Det er en Selvfølge, at jeg, dersom der straks er noget at gøre, svipper ned til dig.<< Øjensynlig saa Christian Hess optimistisk paa Sagen, ogsaa hvad den økonomiske Side for hans Vedkommende angik. Samme Dag skrev han til sin Broder: >> ..... En anden Ting er i disse Dage dumpet ind paa mig og fra en Kant, som jeg ikke havde ventet det, hvorfor den da ogsaa har givet mig en Del at bestille. Som du ved, har Aarups Støberi i Vejle allerede i længere Tid spøget om í min Hjerne, og det kan snart lade til, at Spøgelset skal blive til Virkelighed, dersom der ellers skal være Held med i Spillet. Jeg modtog nemlig forleden Dag Brev fra Gram, hvori han meddeler mig, at omtalte Støberi skal sælges eller maaske rettere (da det er ved Trang) kan faas tilkøbs for en 10.000 Rdl. med 4.000 Rdl.s Udbetaling - ej saa galt endda! Hans Plan gaar ud paa, som du vel kan tænke dig, at vi to skulde brænde paa i Forening - det vil jo sige, dersom jeg vil og kan - og saaledes prøve vor Lykke der. Hvad siger du dertil? At jeg naturligvis ikke kan lade en saadan Lejlighed gaa fra mig, vil du let indse, men der er jo den aber dabei, om jeg eller vi begge i Forening kunde slaa noget Mønt, thi de Kontanter, han alt har, ere vist næppe tilstrækkelige. Imidlertid har jeg svaret ham, at jeg gaar ind paa Forslaget, dersom de vedrørende Forhold kunde ordnes paa en tilfredsstillende Maade, saaledes at vi begge kunde være tjent dermed, thi hvorfor kunde vi ikke lige saa godt som en anden tjene Penge der, hvad der jo dog ellers vil blive Tilfældet. Jeg afventer nu altsaa de nærmere Meddelelser for at kunne tage en endelig Beslutning. Haabende, at du ogsaa vil meddele mig din Mening herom i en ikke for fjern Fremtid, bringes dig og Familie ..... << 

Dagen efter, altsaa den 30. August, skrev han til Gram, at han nu var blevet arbejdsløs, men inden han søgte nyt Arbejde, vilde han gerne have et Telegram fra ham om, hvordan det stod til med Vejle-Planen. Den 1. September skrev han til sine Forældre og udbad sig deres Raad. Gram havde nogen Kapital, og dersom han paa en eller anden Maade ligeledes kunde slaa lidt Mønt, troede han nok, at det kunde gaa, og »da kan vi lige saa godt som andre hjælpe med at forsyne Iyderne med haarde Varer, ja maaske tjene Penge der. Jeg har da ogsaa meddelt ham, at jeg, forudsat at de forskellige Biting lader sig ordne, gaar ind derpaa. Tror I ikke, at det er det rigtigste ?«

Familien var ikke glad ved det og Peter direkte imod hans Plan, vel mest fordi Vejle laa indenfor Middelfart-Fabrikkens Opland, og et Støberi her vilde blive en direkte Konkurrent. Han skrev til Broderen den 3. September (l875): » ,.... Hvad Købesummen angaar, da er det jo først og fremmest et Hovedspørgsmaal, om Aarups Støberi er 10.000 Rdl. værd og i det hele taget til at bruge; thi det forekommer mig, at naar der af en saadan Sum kan blive over Halvparten indestaaende, er det ikke rigtigt fat. Dernæst vil det næste Punkt jo være at skaffe de 4.000 Rdl. til Veje, men selv om dette lykkes, er det dermed ikke nok. Thi der mangler Driftskapital, og hertil behøves allermindst 4.000 Rdl. for at kunne sætte noget igennem. Altsaa her er mere at gøre ved denne Sag, end man ved første Øjekast skulde tro.

Med Hensyn til Gram, da har Erfaringen jo vist, at medens han var i Fredericia, turde eller maatte han ikke bruge sine Penge, saa jeg frygter for, at et Interesseskab med ham ikke vil føre til noget i Tidens Længde, det vil sige til nogen Fordel for dig. Hvad Projektet i sin Helhed angaar, da tror jeg oprigtigt, at du ikke skal gaa ind paa det, og jeg kan kun sige saa meget til det hele, at hvis du og Gram vil og mener at kunne arbejde sammen, navnlig i Maskiner, da tror jeg, at Pladsen vist maa være her, naturligvis under den Forudsætning, at I begge har Lyst dertil. Udsigterne for din Fremtid vil da være, at du med Tiden - hvis det er et ordentligt Maskinværksted eller kan trives her i Byen - vil blive Fører for en saadan Afdeling, medens M. Larsen til den Tid som Formand i Støberiet vil faa nok at gøre med at passe dette tilligemed de nuværende Værksteder, Lager og Butik. Alt naturligvis under den Forudsætning, at Forretningen vil gaa fremad i en tilsvarende Grad.

Dette er min oprigtige Mening, og jeg tror, at Fuldførelsen af denne Tanke vil være lidt mere fast end Planen om i Forening med Gram at blive Aarups Efterfølger i Vejle. Ved lidt nærmere Eftertanke tror jeg, du kommer om ikke til samme, saa dog til et andet Resultat.

Forældrenes Stilling kan vel bedst udtrykkes ved to Breve, som Moderen sendte Christian, dateret 6. September 1875 og 4. Oktober s.A. I det første skriver hun: »Tak for dine kære Breve, vi rigtigt har modtaget, og glæder det os, du er rask og har det godt. Dit sidste Brev er imidlertid en hel Del forskelligt fra de sædvanlige og indeholder helt alvorlige Spekulationer. Vi gik ind til Peter samme Aften for at tale med ham om det, men det mødte meget stor Modvilje, som vi nok havde tænkt os. Han lovede os at skrive til dig og tillige at tilbyde dig og Gram temmelig gode Vilkaar. Du ved jo nok, vor Vilje er god, men hvor er Evnen? Fader har tænkt meget over Sagen, men han kommer stadig til det Resultat, at det visse er bedre end staa med tomme Hænder i en Bedrift, som udfordrer saa meget. Han har prøvet og kæmpet saa meget, og han vil nødig, at nogen af vore kære Børn skulde prøve det, han har. Det skulde jo være vor største Glæde at se dig i en Stilling, thi det er ikke for tidligt. Jeg sagde til Peter, jeg mente, det var det samme, enten du og Gram fik Støberiet eller nogle andre, men det vilde han slet ikke gaa ind paa, thi, sagde han, fik I fat paa det, saa vidste han, det blev drevet til Gavns. Saa meget kendte han dig, og mente han, at det vilde skade ham alt for meget. Vi længes nu imidlertid efter at høre og vide noget nærmere om Tingene og navnlig, hvad Peter har skrevet til dig<<, I det andet Brev føjer hun til: >> ..... Dog er der altid en vis Vemod hos os med Tanken om, at du ikke ogsaa er her. Det var i fordums Dage altid vor kære Tanke, at du og Peter i Forening skulde have arbejdet og virket i den Forretning, Eders kære Fader har kæmpet saa meget for at holde gaaende. Det er endnu altid mit Haab, det en Gang vil ske. Det kan nu imidlertid ikke nytte hverken mig eller dig at hengive sig til Grublerier i den Retning, og vi maa nu som altid trøste os med dit gamle Valgsprog, at ogsaa det maa være godt for noget<<.

Christian Hess vilde imidlertid være sin egen Mand ~ være sin egen Lykkes Smed, som man siger ~ og har maaske ogsaa set, at han ikke i Længden kunde arbejde sammen med Broderen. Dertil var begge for selvstændige Karakterer. Den 9. Oktober forlod han Hamborg, og kort efter rejste han og Gram til Vejle. Det var dog ikke noget lysteligt Syn, der mødte dem ved Støberiets  gamle Bygninger, ingen Dampmaskine, kun faa mere eller mindre forældede Maskiner o.s.v. De to Unge og navnlig den endnu ikke 25 Aar gamle Middelfart Former tabte dog ikke Modet. Kunde han blot skaffe Pengene, skulde han nok klare Resten!

Vel var Vejle med sine 4.000 Indbyggere kun lille, men dog større end Middelfart, og Jørgen Hess” Søn var jo ingen ukendt Mand paa disse Kanter. Ofte havde han været her for at stille Ovne og Komfurer op og vidste nok, at det var en ganske driftig By. Med sit praktiske Klarsyn og sit Vovemod, som aldrig svigtede ham, forstod han, at der trods alt var Muligheder. Der laa jo ydermere en Verden udenom Byen, og han saa, at Tiden gav Jernstøberierne gode Kort paa Haanden. De samme Konjunkturer, som skulde bringe Middelfart-Fabrikken op, kunde ogsaa hjælpe ham i Vejle.

Købesummen for Støberiet og hele Grunden med der staaende Bygninger var en Del højere, end Gram havde meddelt, nemlig 12.000 Rdl. Det lykkedes dem dog at faa den ned til 11.500 Rdl. (23.000 Kr.), hvoraf de 2.000 skulde betales straks ved Papirernes Underskrift og 2.000 ved Overtagelsen den l. April 1876, medens de resterende 7.500 Rdl. kunde blive staaende uopsigeligt til en Rente af 5 pCt.i 5 Aar, regnet fra ll. Juni 1876, og Rasmussen gik ind paa, at denne Sums Udbetaling skulde lempes efter Forholdene. Husene, der var lejet ud, skulde være til deres Raadighed fra Overtagelsen, dog at Rasmussen selv kunde blive boende til Oktober Flyttedag s.A. Omkostningerne ved Salget skulde bestrides af begge Parter. Det var billige Betingelser.

Det synes, da det kom til Stykket, som om Gram langt fra raadede over de mange forventede Penge, muligt fordi hans Familie har nægtet at støtte Foretagendet. Hess havde næppe faaet sparet ret meget op i den korte Tid, han havde arbejdet som Svend, men omsider kom hans Fader og Broderen Peter ham til Hjælp, sidstnævnte maaske ogsaa fordi han ønskede alene at kunne overtage den fædrene Fabrik i Middelfart!

Nogen skriftlig Overenskomst herom findes dog ikke. I Vends m.fl. Herreders Landbo-, Spare- og Laanekasse opnaaede de et Laan til Christian paa 12.000 Kr., og Kautionisterne var Peter, dennes yngste Svoger, Gaardbestyrer Carl Hansen, Fønsskov Ellegaard, og Gaardfæster Hans Rasmussen i Fønsskov. Sidstnævnte har antagelig været en god Ven af Familierne Hansen og Hess, og da Carl Hansen døde ung i 1883, giftede hans Enke, Ane Elise Jespersen fra Viby Ellegaard, sigi 1886 med Hans Rasmussens Søn, Jens Christian Hansen.

Laanet blev givet med 3 Maaneders Opsigelse og formodentlig til 6 pct., thi i 1881 takker C. M. Hess Sparekassen, fordi den har vist ham den Venlighed at nedsætte Renten til 5 pct. Ved Jubilæumsmiddagen i 1901 udtalte han: >>Som den første her bør nævnes min Broder Peter, uden hvis værdifulde Bistand paa saa mange Maader jeg vel næppe havde siddet her nu<<. Disse 12.000 Kr. har altsaa været C. M. Hess” hele Startkapital, og Grams Medinteressentskab synes at have indskrænket sig til Anskaflfelsen af nogle mindre Maskiner. Den 20. December 1875 fandt Købet Sted, og det var altsaa C. M. Hess, som blev Ejer af Støberiet. Hans jævnaldrende Fætter og Svoger, dav. Herredsfuldmægtig i Assens Adolf Nielsen, var hans juridiske Hjælper og Raadgiver. Til Moderen skrev han, at han nok var klar over, at han stod overfor en Opgave, som han ikke magtede af egen Kraft, men han tog den op i Tro paa, at Gud nok vilde hjælpe ham - en Livsindstilling, der som en rød Traad gaar gennem hele hans Liv. Kort Tid efter rejste han hjem. Han havde jo ikke Raad til at miste alt for mange Arbejdsdage og maatte derfor tage lidt fat i Faderens Støberi.

Fra Middelfart forberedte han alt til Overtagelsen af sin fremtidige Virksomhed i Vejle – søgte Myndighedsbevilling og Borgerskab, købte en brugt Dampmaskine af en Mand i Vejle og bestilte en Kedel paa 6 Hestes Kraft hos Maskinfabrikant J. Johansen i Haderslev samt en Dampfløjte, der paa Grund af Jernbanens Nærhed skulde lyde anderledes end Lokomotivernes for ikke at blive forvekslet. En 7-8 Svende blev antaget, deraf nogle fra Obbekjær i Ribe.

Gram skrev til ham den 19. December (1875) fra Ribe, at »med Guds Hjælp er vi næste Aar i Vejle<<, og i Januar gik han i Gang med at købe Remskiver og Boremaskiner til deres Fabrik. Endnu var han altsaa fuldt med, men vistnok kort efter sprang han fra til Christians store og bitre Skuffelse. Han er utvivlsomt identisk med den Maskinbygger og Jernstøber H. K. (Claus) Gram, som i 1879 boede i Vejen. C. M. Hess havde endnu i 1881 Forretningsforbindelse med ham, idet han leverede ham Støbegods, men 1884 solgte han sin Forretning til Faderen til den nuværende Indehaver af Svennings Maskinfabrik og Jernstøberi i Vejen og flyttede nogen Tid efter til Kolding.

C. M. Hess stod altsaa alene, men med ukuelig Energi og forbavsende Modenhed fortsatte han med Forberedelserne. Straks efter Overta gelsen gik han i Gang med Indretningen. Paa Førstesalen i det gamle Forhus indrettede han sig sin Bolig og nedenunder Butik og Kontor. Den første Tid. Styrede Pauline Hus for ham i yderste Nøjsomhed, og hjalp ham tillige en Del i Butikken.

Det var gaaet smaat i Aarups Tid, fordi, som denne sagde, man slet ikke havde kunnet støbe i det Støberi, da Gulvet var fugtigt. Særlig, fortælles der, kunde det ofte hænde, at Aaen langs »Dæmningen<< gik over sine Bredder og trængte ind i Støberiet, hvor Vandet ødelagde, hvad der var formet i den forløbne Uge. Hess lod derfor dræne og fylde Grunden omtrent 1 Meter op, hvorefter denne igen blev brolagt. Støberiet ombyggedes, og en høj Skorsten blev opført. Da den var færdig, kravlede Hess op igennem Lysningen, og staaende øverst oppe med en Fod paa hver Side af Skorstenspiben saa han over mod sin Fødeø.

Dampmaskinen installeredes til Afløsning af den gamle Hestegang o.s.v., og snart lød den første Fabriksfløjte Morgen, Middag og Fyraften i Vejle. »Nu piber Hess«, sagde Vejlenserne med en vis Betoning af Beundring for den nye Jernstøber, og denne Piben, er der engang skrevet, kom til at betyde en Nytid for Byen. Det lille Støberi i Grønnegade, omfattende det meste af, hvad støbes kunde, blev Indledningen til Vejles Udvikling som Industriby og dermed et Stykke af dens Historie.

Ved Overtagelsen havde Aarup sagt til Hess: »Ja, sæl(ge) ka en sagt, men ka De law ?<<

Det kunde han! Allerede den 20. Juni 1876 fandt den første Støbning Sted. Den i Datiden ikke ubetydelige Mængde af 3.000 Pund Jern fyldtes i Smelteovnen og blev til forskelligt Støbegods, men dog først og fremmest til Kakkelovne og Komfurer til Kulfyring. I den følgende Tid støbtes gerne hver tiende Dag, og det var altid en Begivenhed, man gik til under store Forberedelser.

I 1876 naaede han op paa 150 Kakkelovne. »Hvad vil De med alle de Ovne<<, spurgte Aarup, »jeg har forsynet hele Vej1e!« Men Hess sled uanfægtet videre. Efter hans egen Mening gik det dog de tre første Aar for smaat, og han indsaa, at skulde hans Støberi have nogen større Fremtid for sig, maatte han opgive Forfærdigelsen af adskillige Artikler, bl.a. af al »raat<< Støbegods til Fremmede, for at kunne specialisere Produktionen mere om Ovne og Komfurer. Dette viste sig at være rigtigt. De første Modeller var af samme Slags, som brugtes andetsteds, mest efter tyske Tegninger, men det varede ikke længe, før han selv kunde konstruere og lave sine egne.

Vanskeligheder var der nok af, mest økonomiske, men den Slags Modgang forstod han hele Livet at tage med en knusende Ro, og det lykkedes ham ogsaa at opnaa de fornødne Kreditter. Mest kneb det nu og da med at skaffe Penge til Arbejdsløn, men Tilliden til ham var dog snart saadan, at han kunde laane sig frem paa sit glatte Ansigt, bl. a. hos den velstaaende Købmand Bødker Jensen i Grønnegade og sin senere Svoger, Emil Bríncker.

En Dag stod han tankefuld og betragtede Naboejendommen, da en Stemme lød i hans Øre: >>De staar nu og spekulerer paa at udvide, Hess ?<< Han vendte sig om og saa Kammerraad Rasmussen. »Ja, akkurat«, svarede han, »men det koster Mønt!« »Ja<<, sagde Rasmussen, >>det koster Penge. Kom, lad os gaa ind og snakke om det<<. Det gjorde de, og Ejendommen blev købt (Grønnegade 2O).

Det var ikke sidste Gang, at Kammerraaden hjalp ham. Han var en velstaaende Mand og anset Borger, Medlem af Byraadet og af Bestyrelsen for Haandværkerforeningen i Vejle, vi 1883-94 endog Bestyrelsens Formand (han døde i April 1897), og han har øjensynlig hurtigt faaet Sympati for den unge, energiske Mand, ligesom C. M. Hess hele Livet mindedes ham i Taknemmelighed.

Christian Martin Hess & Emma Frederikke Mathilde Brincker

Far / Vater	Mor / Mutter
Christian Martin Hess	Emma Frederikke Mathilde Brincker
Født/Geboren: 14.okt 1851 (Kirkebog 17.okt 1851)  Adelgade, Middelfart	Født/Geboren: 29.jul 1854 Haraldskær Fabrik, Grejsdalen, Vejle
Døbt/Getauft 5.dec 1851 Middelfart, Odense	Døbt/Getauft: 16.sep 1854 Skibet Kirke, Vejle
Død/Tod: 01.dec 1929 Vejle	Død/Tod: 09.mar 1928 Vejle
Begravet/Buried: Vejle Øster Kirkegård	Begravet/Buried: 16.mar 1928 Vejle Øster Kirkegård

Bedsteforældre / Großeltern	Bedsteforældre / Großeltern
Jernstøber i Middelfart Jørgen Svendsen Hess Christiane Pauline Petersen	Fabriksleder Johan Peter Frederik Brincker Juliane Wilhelmine Neuhaus

Gift/Verheiratet: 18. Sep 1880, Hover Kirke

Børn/Kinder:	Født/Geboren:	Dødsårsag:
Julie Christiane Hess	25.feb 1883
Emma Thyra Hess	29.mar 1885
Christian Emil Hess	28.mar 1887
Elise (Isse) Frederikke Hess	28.apr 1889
Harald Einar Hess	15.sep 1891
Emil Svend Hess	22.apr 1894 – 22.maj 1894
Erna (Benne)Mathilde Hess	12.jun 1895
Inger Margrethe Hess	05.okt 1899

Ungdom Christian Martin Hess
Bryllup i Grejsdalen.
De første år i Vejle

København, Afdeling af C. M. Hess' Fabrikker A/S,Vejle

(1851-1929), fabrikant.

Begyndte i 1876 jernstøberi i Grønnegade med produktion ag kakkelovne, komfurer og bygningsgods. 1898 udvidet med ny fabrik i Flegborg. C. M. Hess' Jernstøberi  var allerede omkring århundredeskiftet en dominerende virksomhed i byen og beskæftigede ca. 300 arbejdere. Store nybyggerier 1912-1914, omlægning til elektrisk drift og udvidelse med emaljeværk. Medlem af skatteligningkommissionen.

Medlem af byrådet 1891-1894. Bestyrelsen for Haandværkerforeningen 1887-1929. Bestyrelsen for Teknisk Selskab 1890-1919. Repræsentantskabet for Vejle Bank  1902-1929. Bestyrelsen for "Friboligen for ældre, trængende næringsdrivende Borgere  i Veile," 1909, formand 1910-1924. Bestyrelsen for Grejsdalens Stole- og Møbelfabrik  og Vejle Bolte- og Møtrikfabrik.

 Dåb Christian Martin Hess:

Faddere:

Dåb Emma Frederikke Mathilde Brincker:

Faddere:

PRIVATLIVET - Peter Henrik Jørgen Hess

Peter Henrik Jørgen Hess

Han var en firskaaren Skikkelse med lyst Haar og Fuldskæg og ikke særlig høj. Han havde regelmæssige, daglige Vaner og var personlig meget nøjsom. For Eks. spiste han Aaret rundt til Frokost aldrig andet end lidt Røræg og drak hertil lidt Maltekstrakt i et Glas Mælk. . Han elskede Børn, men de skulde være ordentlige, præcise og flittige, som han selv. Naar han traf nogle, han kendte, stillede han dem altid et originalt, morsomt Spørgsmaal, saa de syntes, at han dog var en umaadelig rar Mand. Hans Trofasthed mod Familie og Venner gav sig Udslag i storartet Sommergæstfrihed. Blandt Vennerne var navnlig hans gamle Soldaterkammerat, Kaptajn, Folketingsmand og Statsrevisor Martin Madsen Halsted. De var politiske Meningsfæller, og Peter Hess har altsaa tilhørt den mere moderate Fløj af Højrepartiet, som vilde Forlig og Samarbejde med det forhandlende Venstre.

Paa sin egen, lidt praktisk betonede Maade holdt han af Naturen og gik daglig sine regelmæssige Ture ud i den skønne Stavrby Skov - altid ad de samme Veje og Stier for at følge, hvad der skete fra Dag til Dag. Om Søndagen kørte Familien gerne en Tur i Landaueren med hans livréklædte Kusk Hans Roulund paa Bukken og »de Røde<< spændt for i deres fint sølvbeslaaede Seletøj. Raskt gik det ud ad Vejen, oftest ud i Stavrby Skov, hvor Vandværket, som Peter Hess interesserede sig meget for, blev nøje besigtiget. Undervejs stillede han sin Kusk bestandige Spørgsmaal om, hvordan den Hvedemark stod, den Roemark o. s. v., og Svaret fra Hans oppe paa Bukken lød altid respektfuldt i Enstavelsesord.

I daglig Omgang var Hess hjertelig og fornøjelig, men kunde ogsaa være bestemt og stejl, hvis noget ikke passede ham. I sine senere Aar optraadte han med en vis Værdighed i Følelsen af at være Byens Matador -hvad han afgjort ogsaa var - og lidt afmaalt over for Folk, som han enten ikke brød sig om eller kun kendte lidt til. Han holdt meget af at se sig om i Verden, og ofte tog han og Etatsraadinden ud paa lange Rejser til Frankrig, Italien og Schweiz.

Uden for Byen ejede han det lille Landbrug, som havde været hans Faders, og som kaldtes >>Avlsgaarden<<.  Driften af denne morede ham meget. I 1902 lod han opføre den store Villa »Hesslund<< ude paa Gamle Banegaardsvej, bygget efter tysk Tegning af Svogeren Jørgen Petersen og omgivet af en 4 Tdr. Ld. stor og herlig Have. Nedenfor i Bæltet lige ud for >>Hesslund<< laa hans store Lystyacht med sin to Mands Besætning. I den sejlede han og Fru Hess, ofte med Gæster, ikke blot kortere Ture omkring i de danske Farvande, men ogsaa til Norge og Sverige. Det var en herlig Sommerfornøjelse. I 1910 opgav de imidlertid »Hesslund«. Og flyttede til Stockholmsgade 25 i København.

  

Etatsraadinden var høj og slank og ikke uden Lune, selv om nok lidt afmaalt i sin Væremaade over for Fremmede. Folk, som kom hende paa nærmere Hold, kendte hende dog som en sympatisk Kvinde, der i Stilhed gjorde meget for Byens fattige. Især nød Asylet i Middelfart godt af hendes gode Hjerte. Hun skænkede det ikke blot Pengegaver, men Sommer og Efteraar sendte hun det ofte store Kurve med Jordbær og anden Frugt. Hun elskede Blomster, og navnlig var >>Etatsraadindens Roser<< kendt. Baade i Algade og senere paa Hesslund stod hendes Have fra Foraaret til langt ind i Efteraaret i et sandt Blomsterflor, o g i hendes Stuer duftede der altid yndigt af Roser. Paa Hesslund havde hun en smuk Vinterhave.

Elise Petrine Hansen med barnebarn

Baade hun og Peter Hess var kirkeligt interesseret, og de forærede for Eks. Middelfart Kirke adskillige Gaver, saaledes en Varmeovn og sammen med nogle andre Borgere de nuværende Nummertavler til Salmerne, udskaaret i Træ med smukke Gavlforsiringer.

Ved deres Sølvbryllup i 1898 skænkede de en Sum Penge til Kirkens Udsmykning. Han var ogsaa en god dansk Mand, som bl. a. skænkede en betydelig Sum Penge til Forsvarsindsamlingen i 1912-13. Endelig skal det tilføjes, at han var en høj Frimurer og blev som saadan ofte indbudt til Taffel hos Frederik VIII.

I sine sidste Aar var han stærkt plaget af Gigt og sad oftest i en Sygestol. Dertil kom en tiltagende Hjertesygdom, som tvang ham til længere Sygelejer. Endnu i Sommeren 1917 boede han og Fru Hess dog et Stykke Tid hos deres Søn paa Hesslund, men efter Hjemkomsten til København blev han betænkelig syg. To Dage før han døde, besøgte Sønnen ham, og han sagde til ham: »Farvel, min Dreng. Dette her bliver svært, men jeg skal igennem det som en Mand.« Stille sov han hen den 20. Oktober s.A. (1917). Hans Baare blev ført til Middelfart, og under meget stor Deltagelse begravedes han den 27. Oktober paa Middelfart Kirkegaard. Til hans Kiste havde Funktionærer og Arbejdere ved Fabrikken sendt en smuk Sølvkrans.

Etatsraadinden blev boende i Stockholmsgade, og i disse Aar udvikledes hendes Religiøsitet yderligere. Ingen fra kirkelige Kredse gik nogensinde tomhændet fra hende, og i lange Perioder indbød hun flere Gange om Ugen ubemidlede Studenter, navnlig fra Middelfart, til sit Middagsbord. Paa sine gamle Dage skildres hun som en statelig og rank Dame, som havde et pragtfuldt snehvidt Haar, sat flatterende op med en sort Fløjelssløjfe.

Hun døde den 26. Marts 1932 (Esajas Sogn) og blev ligeledes begravet - den 3. April - paa Middelfart Kirkegaard. 

OFFENTLIGE HVERV (Peter Henrik Jørgen Hess)

Peter Henrik Jørgen Hess

I sine yngre Dage var Peter Hess meget politisk interesseret og deltog ofte i Højres Delegeretmøder i København. I 18 Aar sad han i Byraadet, valgt første Gang i 1885 – 37 Aar gammel- af de højestbeskattede. Ved Valget i 1891 nægtede han at lade sig genopstille, med mindre det skete af de lavestbeskattede. Middelfart Venstreblad skrev hertil, at >>det næppe var af Kærlighed til den almindelige Valgret, at han ønskede at bæres frem af den. Men den almindelige Valgret eksisterede nu engang, og bl. a. kunde han godt lide, at hans egne Arbejdere viste ham den Tillid at stemme paa ham<<.

Det gjorde de ogsaa ved Valget i 1894, og han havde derefter Sæde i Byraadet lige til 1906, da han gled ud uden Omtale. Hans Navn findes sidste Gang i Forhandlingsprotokollen den 1. December 1905. Ved hans Død skrev Middelfart Venstreblad: »Taler var Hess egentlig ikke. Han sagde dog om enhver Sag, hvor han tog Ordet, netop det, han mente burde siges og ikke mere. Han var saglig og tør, men ogsaa fri for Vrøvl. Han var ikke Politiker, heller ikke Kommunalpolitiker i moderne Forstand. Han tog Stilling til Sagerne ud fra sit eget Syn paa, om de vilde gavne Byen eller ej. Taktikken laa ham fjernt. Han var uden at være for stor til sin By dog saa meget over dens Jævnmaal, at han i Forhold til sine Omgivelser maa kaldes en af de dygtigste Mænd, der har siddet i vor BysRaad. - - - Der var noget særlig dansk over ham, men paa en egen jævn og bramfri Maade.

Han var konservativ og dog i saglig Henseende ikke uden Frisind. De gode Traditioner, som disse Karaktertræk affødte, fortsætter stadig, saa der er de bedste Forhold mellem Arbejdere og Arbejdsgivere paa Fabrikken«.

Det var naturligt, at man inden for Byraadet navnlig tog hans særlige Evner og Indsigt i Brug, hvorfor han valgtes til Formand for det tekniske Udvalg. Med Liv og Sjæl gik han ogsaa op i dette Arbejde og fik i sin 1. Periode Kirken restaureret, Kloakvæsenet ordnet, Gaderne brolagt og Havnen uddybet; I sin anden Periode lykkedes det ham at faa gennemført, at det kommunale Gas- og Vandværk blev moderniseret, Havnen udvidet, Grønnegade forlænget og meget andet. Ved hans Bistand blev omsider ogsaa den gamle Skolekamp afsluttet, saaledes at de to kommunale Skoler sloges sammen, og der indførtes Fællesundervisning. Paa et stort Møde i Gymnastiksalen i 1905 lagde han i smukke og vægtige Ord Byens Borgere paa Sinde, hvilke Pligter de havde over for deres Skole, og den Kærlighed, hvormed de burde omfatte den. 

Et Blad skrev ved hans Død: - - - »At den store Virksomhed, som han stod i Spidsen for, ikke alene tog Hovedparten af hans Arbejdsevne, men ogsaa den største Part af hans Interesse, er kun naturligt og rimeligt. Og dog kan det sikkert med Sandhed siges, at ikke mange af vor Bys Borgere har omfattet deres By med mere Interesse og større Hengivenhed, end han gjorde. Her var han jo født og opvokset. Her, hvor hans Manddomsgerning kom til at ligge, var ogsaa hans Barndom og Ungdom gaaet. Han var bundet til Stedet i enhver Henseende. Han kendte Byen og dens Befolkning ud og ind. Og selv om der var nogen personlig Ærgerrighed med i Spillet, var det sikkert Ønsket om at tjene sin By, der for ham var Hovedsagen, da han i 1885 som en 37-aarig ung Mand traadte ind i Middelfart Byraad. Og det kan med Sandhed siges, at dette Ønske alle Dage blev ved at være Ledestjernen i hans offentlige Virksomhed. Han vilde gøre Gavn, hvor han var, virke og være til Nytte. At sidde til Pynt interesserede ham ikke<<.

Tillige var han Medlem af Bestyrelsen for Teknisk Skole og i Aarene 1903-06 Medlem af Assens Amts Skolenævn, valgt af Middelfart Byraad. Endelig viste han en meget stor Interesse for Sindssygehospitalet ved Middelfart (oprettet ved Lov af 7. Maj 1884) og fik Sæde i dets Bestyrelse fra 1894 til sin Død. I 1875 optoges han i Bestyrelsen for Middelfart Haandværkerforening og var Formand 1888-89.

Han paatog sig alt dette Arbejde som noget ganske rimeligt og uden anden Grund end for at tjene sin By. Naturligvis vandt denne hans uegennyttige Virke dog Paaskønnelse og Anerkendelse - af Byen ved at »Hessgade« (Forlængelsen af Grønnegade ud til Sindssygehospitalet) blev opkaldt efter ham samt af Kongen ved den 20. Juli 1901 at blive benaadet med Ridderkorset og i 1904 ved at udnævnes til Etatsraad.

Sindssygehospitalet

JERNSTØBER Peter Henrik Jørgen Hess

JERNSTØBER

Illustreret Tidende med en artikel om J.S. Hess fabrik Tryk Her

Peter Henrik Jørgen Hess

Den endnu kun 24-aarige Jernstøber betød en haardt tiltrængt ny Kraft i den gamle Virksomhed. Han var en driftig og initiativrig Mand, som ogsaa tog fat med Energi, men Forretningen skulde jo nu føde to Familier samt Elises Moder. Til Gengæld har sikkert Støberiet nydt godt af hendes Formue.

Det følgende Aar gik det ogsaa støt fremad, og allerede paa Billedet fra 1876 staar Peter Hess omgivet af ikke færre end 14 Arbejdere, hvoriblandt Broderen Christian, og 4-5 Drenge, inclusive den yngste Broder Albert. Store Planer blev lagt, bl. a. om Udvidelse af Maskinværkstedet, men det lykkedes jo ikke at gennemføre det alt sammen. Derimod kunde Peter Hess i 1877 erstatte den gamle Hestegang med en Dampmaskine, købt hos Maskinfabrikant Johansen i Haderslev. Aaret efter døde hans Fader, og han var nu_ ogsaa paa Papiret Fabrikkens Eneindehaver.

Halvfjerdserne var jo, som allerede nævnt, industrielle Opgangsaar. Dampskibsfartens hastige Udvikling havde muliggjort en forøget Import af Kul, der var langt mere økonomisk og bekvemt at have med at gøre end det gamle Brændsel. Koksene kom først til at spille en Rolle, efterhaanden som der oprettedes Gasværket. De benyttedes nok op i Firserne og Halvfemserne i Hjemmene blandet med Kul, men Udviklingen af rene Koksovne tog først Fart efter Aarhundredskiftet.

Fabrikken i Middelfart fremstillede naturligvis alt muligt Støbegods, saaledes ogsaa Bygnings- og Husholdningsartikler, men Kakkelovne og Komfurer var dog langt det væsentligste især nu i Overgangstiden fra Tørv og Brænde til Kul. Alle skulde have nye Ovne, lige fra Privathjem til Skoler og offentlige Lokaler, og i Overensstemmelse med Lov af 7. Juni 1873 begyndtes tillige i disse Aar Opstilling af Varmeapparater i Kirkerne paa Landet, mest blot de saakaldte »Ventilationsovne<< d.v.s. store »Kappeovne<< med Lufttilførsel fra det frie.

Den unge Jernstøber stilledes altsaa over for store Problemer. Han tog uden Vaklen Opgaverne op, og ved ihærdigt Arbejde og mange Forsøg lykkedes det ham at konstruere saa tidssvarende Ovntyper, at han kunde begynde at gøre sig gældende blandt de større Støberier i Landet. Saaledes fremstillede han i 1880 den saakaldte »Regulerovn« med Kogeindretning, der gjorde stor Lykke. Albert Hess fortæller, at hans Broder engang over for en indbudt Kreds lod en af sine Kakkelovne fylde med Vand, og det imponerede, at Arbejdet var udført med saa stor Akkuratesse, at der ikke sivede een eneste Draabe ud.

Han nøjedes heller ikke længere med Støberiets gamle Salgsomraade, men, takket være det i disse Tider stærkt stigende Antal Jernbaner, forstod han, trods den haarde Konkurrence, at vinde Indpas paa de fjernere Markeder. Hans runde Ovne blev mere og mere ansete, og skaffede ham, vistnok i Forbindelse med hans nye, fortrinlige Kakkelovnsriste, en smuk Sejr paa Udstillingen i København 1888, selv om han kun vandt Sølvmedaille, medens Broderen i Vejle fik den i Guld.

ARBEJDERNE PAA STØBERIET I MIDDELFART 1876

Siddende med en Sigte Albert Hess, staaende med rund Hat paa Peter Hess og henne til højre med Urkæde over Vesten - Christian M. Hess.

Nu strømmede Bestillinger ind til Fabrikken, og det blev nødvendigt at foretage den ene Udvidelse efter den anden, saaledes en ny Værksteds- og Lagerbygning. Arbejdsstyrken steg i 1890-91 fra ca. 50 til 100 Mand. Nye Grunde købtes, og i den følgende Snes Aar opførtes nye Fabriksbygninger, bl. a. et Beslagværksted, et Støberi og et F orniklingsværksted. Nye arbejdsbesparende Maskiner anskaffedes. I 1897 overgik Fabrikken til udelukkende elektrisk Drift fra eget Elektricitetsværk (fra 1951 kommunal Strøm). Dens samlede Areal omkring Aarhundredskiftet udgjorde 11,500 Kvadratmeter, hvoraf de 4.000 var bebygget. Den var med andre Ord under hans Ledelse blevet en Virksomhed med et landskendt Navn og en baade kvantitativt og kvalitativt betydelig Produktion. Peter Hess kunde med Tilfredshed se tilbage paa en virkelig stor Fremgang fra dengang, han i 1872 gik ind i Faderens lille, antikverede Støberi med kun to Formere. Der var fra hans Side arbejdet med stor Dygtighed og Fremsynethed, og han selv var blevet en velhavende Mand og en anset Borger i Middelfart.

Han var en Arbejdsgiver af den gamle Skole, hvilket gav sig Udtryk i en vis patriarkalsk Myndighed, men ogsaa i tilsvarende Omhu for sine Folk. Jævnt og ligetil, men ogsaa som Manden paa Stedet, færdedes han i sin Fabrik. Nu og da kunde han vel være i daarligt Humør og skælde godt ud, men det gik altid snart over, og han jagede aldrig nogen bort,med mindre de havde forset sig groft.

I den døde Periode efter Nytaar sørgede han saa vidt gørligt for at beskæftige i alt Fald de gifte Arbejdere ved Reparationer, Fremstilling af Reservedele og lign. Kneb det meget haardt, aftalte han med Arbejderne at arbejde paa nedsat Arbejdstid, som Regel 4 Dage om Ugen, altsaa dengang 36 Timer i Stedet for 54, og det viste sig da som Regel, at denne Nedsættelse i Arbejdstiden ingenlunde betød en tilsvarende Nedgang i Produktionen og Ugelønnen, idet Arbejderne satte Tempoet op og søgte at indhente mest muligt af det mistede.

De første Aar fik hans Folk altid Æbleskiver paa Værkstedet en Dag før Jul. Om Sommeren inviterede han dem alle med Hustruer paa en Udflugt med Vogne ud paa Fyn eller med Dampbaad over til Jyllandssiden af Bæltet, og hver Vinter afholdt han et stort Bal for dem paa Behrendts Hotel (nu Hotel Melfar).

Behrendts Hotel (nu Hotel Melfar).

Der var Orden og Disciplin paa Fabrikken. Han havde jo været Løjtnant, og det fortælles, at naar han og hans Arbejdere mødte samlet op, for Eks. ved en Begravelse, kommanderede han dem som et Kompagni Soldater.

Alt gik imidlertid fredeligt op gennem Halvfemserne trods Tidens Uro og Spænding paa Arbejdsmarkedet. Dannelsen af de mange Fagforbund og disses tiltagende Krav, bl. a. om Ottetimersdagen, var vel ikke efter hans Hoved, men endnu gik han ikke ind i nogen Arbejdsgiversammenslutning, og Lockouten i 1897 kom derfor heller ikke til at omfatte hans Fabrik.

Paa 25 Aars Dagen for hans Optagelse i Firmaet - den 31. December 1897 - flagede hele Byen. Efter at have modtaget Byraadet in pleno, alle i Byen boende Frimurere o.fl. gik han ned i Fabriksgaarden, hvor hans Arbejdere stod samlet. Han holdt en Tale til dem og gav dem et Legat paa 10.000 Kr. (nu vokset til 26.000 Kr.) for de Gamle og disses Enker. Om Aftenen hyldede Arbejderne ham med et stort Fakkeltog med Musik i Spidsen.

Lockouten i 1897 havde imidlertid i Almindelighed ikke bragt videre Bedring i Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, og man var klar over, at før eller senere vilde man komme til at staa over for en afgørende Arbejdsstrid. Paa dette Tidspunkt, vistnok i 1898, indmeldte Peter Hess sig derfor i Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i Provinsen (stiftet 1895). Den 28. Maj 1899 begyndte den store Lockout, som skulde komme til at vare i 3½ Maaned, støttet af Partiet Venstre i By og paa Land. Den sidste Arbejdsdag før Lockouten holdt Hess en djærv Tale til sine Arbejdere, hvoraf et Brudstykke blev gengivet af »Fyns SocialDemokrat« saaledes (23. Maj l899): »For sidste Gang har Fløjten peben 6. Naar den atter skal lyde igen, bestemmer hverken jeg eller I, men den almægtige Gud i Himlen. Disse Forhold, som vi nu lever under, er aldeles utaalelige; vi er ikke mere Herrer i vore egne Værksteder og kan ikke selv bestemme, hvad Arbejde en Mand skal have; alt det Sløseri og Sladren i Krogene maa afskaffes; her kommer Arbejderne drivende med lange, søvnige Skridt, det maa vi bort fra, det passer kun for Røgtere paa Landet, men ikke for en By som Middelfart. Nogle Arbejdere søger at paavirke andre, for at der ikke skal bestilles stort, ligesom det er blevet en Skik heri Byen, at enhver Arbejder skal være Medlem af sin Fagforening. Jeg siger, at det holder aldrig Stik. Hvem skal passe Kreaturerne under de store Konflikter ? De vil komme til at sulte ihjel.

<< I Tilslutning hertil udtalte Middelfart Venstreblad (2. Juni 1899): »- Det er ikke alene det, at han [Peter Hess] i stærke Ord bebrejder Arbejderne deres Handlemaade og giver dem alene Skylden for Lockouten, der efter hans Mening er en velfortjent Revselse til Arbejderne, men det er et sørgeligt Faktum, at Hr. Hess bestemt skal have udtalt, at han ikke begynder igen, før Arbejderforholdene paa hans Fabrik er betydeligt ændrede, før han, som han udtrykker sig, selv er Herre paa sit Værksted. Dette vækker Harme, fordi det er saa utaknemmeligt mod saa mange, der ved lange Aars trofast Slid har lagt Krone paa Krone til Hr. Hess voksende Formue, og det er uhyggeligt, fordi Manden har Magt til at holde sit Ord, da han har Kapital nok, saa han roligt kan lade sin Fabrik staa stille og endda leve. - - - Hr. Hess har endvidere udtalt, at det er tvivlsomt, om han kan bruge alle, naar han engang begynder igen, ja, det forlyder endog saa med Bestemthed, at en ikke ubetydelig Flok er udpeget som udelukkede for stedse, dog uden at Arbejderne har faaet at vide, hvem disse misliebige er<<.

Naturligvis er hans Tale refereret til Bladene af en af Arbejderne paa et Tidspunkt, hvor Modsætningerne var allermest spændt. Noget synderligt og blivende Indtryk gjorde den heller ikke. Som saa mange andre skarpe Udtalelser druknede den ganske i det stærke Røre, som Storkonflikten hvirvlede op inden for de to Lejre. Da denne omsider sluttede med Septemberforliget den 5. September 1899, varede det dog i en Del Tilfælde, bl.a. i Fabrikken i Middelfart, nogen Tid, før Bølgerne helt lagde sig, og Arbejdet igen kom i rolig Gænge.  Lockouten havde maaske nok, som der er skrevet, renset Luften, ogsaa i Middelfart, men i 1903 stod Fabrikken atter over for en Strejke, denne Gang af Arbejdsmændene. Striden blev dog bilagt ved en frivillig, faglig Voldgift med Borgmester Rich. Ekeroth som Opmand, men der skulde dog tre lange Møder til for at opnaa Enighed.

Den stadige Uro paa Arbejdsmarkedet i Forbindelse med private Ærgrelser har sikkert været medvirkende til, at han i 1904 trak sig mere tilbage til Privatlivet og omdannede Virksomheden til et Aktieselskab under samme Navn og med en Aktiekapital paa 400.000 Kr. Han selv overtog Formandsposten i Bestyrelsen, men den daglige Ledelse som Direktør overdrog han til sin Søn Hans.

Middelfart Venstreblad skrev den 24. December 1906: »Da P. Hess overtog Fabrikken, støbte man kun l Gang om Ugen, og den Smelteovn, man havde, og som ses paa det lille Gruppebillede (fra 1876), var 7 Timer om at smelte 2000 Pund Jern. Nu smelter den store, moderne Srnelteovn 12.000 Pund i Løbet af l Time, og der støbes hver Dag<<. Videre fortsætter Bladet: »Og gaar man ind i selve Fabrikken, skønner man let, at dennes store Udvikling aldeles ikke er tilfældig. Her præsteres et Arbejde, der kræver den største Respekt. Med rastløs Opfinderiver forbedres i det uendelige de mange forskellige Ovn-og Komfurkonstruktioner, saa det helt ud er lykkedes at skabe et Produkt, der vækker stor Anerkendelse, hvor det kommer frem. En dygtig og maalbevidst Ledelse, der forstod at udnytte alle gode Ideer, og som tillige havde Held til at samle en solid og dygtig Arbejderstab til et energisk Arbejde, heri har man Nøglen til Fremgangen og Heldet. Som Helhed maa Forholdene paa Hess' Fabrikker kaldes gode og sunde, og Arbejder og Arbejdsgiver levede fredeligt sammen her længe efter, at Forholdene paa andre Fabrikker var stærkt tilspidsede. P. Hess satte en Ære i saa længe som muligt at bevare det patriarkalske Forhold til sine Arbejdere, og da det ikke længere lod sig gøre, fordi Tiden var en anden, og fordi Arbejderne vaagnede til større Bevidsthed og større Selvstændighed, var det P. Hess et Skaar i Glæden, og han var ikke fri for ret bitre Følelser«.

Peter Henrik Jørgen Hess & Pedertrine Elisa Hansen

Far / Vater	Mor / Mutter
Etatsraad, Jernstøber i Middelfart Peter Henrik Jørgen Hess	Pedertrine (Petrine) Elisa Hansen
Født/Geboren: 14.maj 1848 Middelfart, Odense	Født/Geboren: 30.aug 1850 Fønskov Ellegaard
Døbt/Getauft Hjemmedøbt 15.maj 1848 07.jul 1848 Middelfart, Odense	Døbt/Getauft: 17.nov 1850 Føns Kirke
Død/Tod: 20.okt 1917 Esajas sogn, København	Død/Tod: 26.mar 1932 Esajas sogn, København
Begravet/Buried: 27.okt 1917 Middelfart Kirkegård	Begravet/Buried: 03.apr 1932 Middelfart Kirkegård

Bedsteforældre / Großeltern	Bedsteforældre / Großeltern
Jernstøber i Middelfart Jørgen Svendsen Hess Christiane Pauline Petersen	Gaardfæster, Fønskov Ellegaard Hans Hansen Mette Margrethe Jeppesdatter

Gift/Verheiratet: 14.maj 1873 Føns Kirke Føns Kirke, Fønsvej, Nørre Aaby, 5580, Danmark

Børn/Kinder:	Født/Geboren:	Dødsårsag:
Hans Svendsen Hess	25.jan 1874

Peter Henrik Jørgen Hess

1848-1917, Etatsraad, 


JERNSTØBER i Middelfart.
OFFENTLIGE Hverv 

PRIVATLIVET - Peter Henrik Jørgen Hess

UNGDOM

I en alvorlig Stund for Middelfart under den første slesvigske Krig kom Jørgen Svendsen Hess” ældste Søn, Peter Hess, til Verden den 14. Maj 1848. Som nævnt var Byen kun en Uge i Forvejen blevet bombarderet, og endnu stod Prøjserne truende paa den anden Side af Lillebælt. Forældrene lod deres Førstefødte hjemmedøbe Dagen efter Fødslen, og først den 7. juli, da den værste Fare var overstaaet, blev Drengen fremstillet i Kirken.

Hans Barndom gik i et fornøjeligt og friskt Samliv med sine Brødre, især med den tre Aar yngre Broder Christian. I Sommertiden var der herligt nede ved Stranden, hvor Sejlerne med Strømmen gled let og smukt gennem Snævringen mellem Strib og Snoghøj, men havde de Strømmen imod, maatte de ofte kæmpe en haard og undertiden haabløs Kamp, hvis Skipperne da ikke var saa stedkendte, at de ved en snedig Udnyttelse af Idvandet langs Kysterne kunde vinde frem. Om Vinteren rutchede de paa deres Slæde ned ad Kongebrobakken eller bandt den til en Bondevogn og lod denne slæbe dem ud ad de glatte Veje. Et Aar gik det galt. Bonden havde nemlig faaet fat i Tovet, hvorved Slæden var gjort fast til hans Vogn, og trods al Tryglen for at slippe fri travede han videre med dem. Først da de var kommen en Mils Vej fra Byen, lykkedes det dem at file Tovet over med en Stump Kniv, og de var fri. Sneen laa fiere Meter høj til begge Sider af Vejen, men hjem kom de. De vovede dog ikke at fortælle Forældrene noget om, hvad der var sket dem - Nej Tak, skriver den yngste Bror Albert, for saa var der vanket Strambuks!

Naturligvis tilbragte de deres meste Fritid ude i Støberiet, hvor det var alt for interessant at følge Arbejdet. De var gode Venner med Arbejderne, og engang, da de fandt Pindsvin i Støbesandet, forærede de dem til en af Svendene, som tog dem med hjem og spiste dem som en Delikatesse!

Peter gik i Realskolen og har sikkert taget Præliminæreksamen, hvorefter han kom i Lære hos sin Fader. Under Krigen 1864 blev han ogsaa i Byen for at hjælpe denne, og omsider fik han Svendebrev. Saa forestod Soldatertjenesten.

Den 25. April 1869 mødte han som Rekrut ved 19. Bataillon i Nyborg. I Oktober kom han paa Korporalskolen for endelig den 30. Juli 1870 at kapitulere som Korporal i to Aar. Han fortsatte ind i Officersskolens yngste Klasse paa Frederiksberg Slot i København. Opholdet i Hovedstaden huede ham dog ikke, skriver han hjem til sin Mor, og han var tilfreds, da han den 30. Juli 1871 udnævntes til Sekondløjtnant og vendte tilbage til sin Batailloni Nyborg. To Aar efter forsattes han til 25. Bataillon, og i 1876 overgik han til Forstærkningen ved 36. Bataillon, som dengang laa i Middelfart.

Det har næppe været hans Hensigt at fortsætte ad Militærvejen, selv om man kan studse over, at han paatog sig Tjeneste til 1. August 1872. Officersvejen var lang og trang, og en ung Officer skulde dengang have en vis Minimumsindtægt for at faa Lov til at gifte sig. Det vilde tage mange slidsomme Aar, før en ung, ubemidlet Mand som Sekondløjtnant Peter Hess kunde naa saa vidt, og han havde netop forlovet sig. Der var altsaa intet andet for ham end at blive ved Støberiet. Den 31. December 1872 optoges han som Medindehaver af Faderens Forretning, der samtidig tog sit nuværende Navn: »J. S. Hess og Søn<<.

Hans udkaarne var Elise Petrine Hansen, født den 30. August 1850, Datter af Gaardfæster Hans Hansen paa Fønsskov Ellegaard under Hindsgavl og Hustru, Mette Margrethe Jeppesdatter. Broderen Albert har engang fortalt, at Peter havde friet paa standsmæssig Maade, og at det var ham, der som Dreng var blevet sendt til Ellegaard med Frierbrevet! Brylluppet stod paa hans 25 Aars Fødselsdag den 14. Maj 1873 i Føns Kirke.

Ellegaard var en ret stor og god Gaard med Aalerettigheder ude ved Lillebælt. Hans Hansen havde drevet den godt, og Afgiften til Stamhuset Hindsgavl var rimelig. Da han døde den 24. Juni 1861, kun 57% Aar gammel, blev hans Bo vurderet til 24.000 Rdl., en i Datiden ikke ringe Sum, ikke mindst for en Gaardfæster. Hans Enke fortsatte Driften og har vel ogsaa øget Formuen, men der var 6 Børn, hvoraf Elise var den næstyngste. Hendes eneste Søster var Karen Kirstine, gift med Gaardejer Jens Jørgen Jensen i Rorslev paa Fyn, og hendes ældste Broder den senere Klædefabrikant Hans Hansen i Favrskov.

Antagelig kort efter Elises Bryllup overlod Fru Mette Gaarden til sin yngste Søn Carl og flyttede ind til Middelfart, hvor hun boede hos sin Datter og Svigersøn. Hun døde den 20. Juli 1886, 76 Aar gammel under et midlertidigt Ophold hos sin ældste Søn i Favrskov.

Dåb Middelfart: Peter Henrik Jørgen Hess

Dåb Føns Kirke: Pedertrine Elisa Hansen