tirsdag den 9. november 2010

PRIVATLIVET - Peter Henrik Jørgen Hess


Han var en firskaaren Skikkelse med lyst Haar og Fuldskæg og ikke særlig høj. Han havde regelmæssige, daglige Vaner og var personlig meget nøjsom. For Eks. spiste han Aaret rundt til Frokost aldrig andet end lidt Røræg og drak hertil lidt Maltekstrakt i et Glas Mælk. . Han elskede Børn, men de skulde være ordentlige, præcise og flittige, som han selv. Naar han traf nogle, han kendte, stillede han dem altid et originalt, morsomt Spørgsmaal, saa de syntes, at han dog var en umaadelig rar Mand. Hans Trofasthed mod Familie og Venner gav sig Udslag i storartet Sommergæstfrihed. Blandt Vennerne var navnlig hans gamle Soldaterkammerat, Kaptajn, Folketingsmand og Statsrevisor Martin Madsen Halsted. De var politiske Meningsfæller, og Peter Hess har altsaa tilhørt den mere moderate Fløj af Højrepartiet, som vilde Forlig og Samarbejde med det forhandlende Venstre.

Paa sin egen, lidt praktisk betonede Maade holdt han af Naturen og gik daglig sine regelmæssige Ture ud i den skønne Stavrby Skov - altid ad de samme Veje og Stier for at følge, hvad der skete fra Dag til Dag. Om Søndagen kørte Familien gerne en Tur i Landaueren med hans livréklædte Kusk Hans Roulund paa Bukken og »de Røde<< spændt for i deres fint sølvbeslaaede Seletøj. Raskt gik det ud ad Vejen, oftest ud i Stavrby Skov, hvor Vandværket, som Peter Hess interesserede sig meget for, blev nøje besigtiget. Undervejs stillede han sin Kusk bestandige Spørgsmaal om, hvordan den Hvedemark stod, den Roemark o. s. v., og Svaret fra Hans oppe paa Bukken lød altid respektfuldt i Enstavelsesord.

I daglig Omgang var Hess hjertelig og fornøjelig, men kunde ogsaa være bestemt og stejl, hvis noget ikke passede ham. I sine senere Aar optraadte han med en vis Værdighed i Følelsen af at være Byens Matador -hvad han afgjort ogsaa var - og lidt afmaalt over for Folk, som han enten ikke brød sig om eller kun kendte lidt til. Han holdt meget af at se sig om i Verden, og ofte tog han og Etatsraadinden ud paa lange Rejser til Frankrig, Italien og Schweiz.

Uden for Byen ejede han det lille Landbrug, som havde været hans Faders, og som kaldtes >>Avlsgaarden<<.  Driften af denne morede ham meget. I 1902 lod han opføre den store Villa »Hesslund<< ude paa Gamle Banegaardsvej, bygget efter tysk Tegning af Svogeren Jørgen Petersen og omgivet af en 4 Tdr. Ld. stor og herlig Have. Nedenfor i Bæltet lige ud for >>Hesslund<< laa hans store Lystyacht med sin to Mands Besætning. I den sejlede han og Fru Hess, ofte med Gæster, ikke blot kortere Ture omkring i de danske Farvande, men ogsaa til Norge og Sverige. Det var en herlig Sommerfornøjelse. I 1910 opgav de imidlertid »Hesslund«. Og flyttede til Stockholmsgade 25 i København.







  
Etatsraadinden var høj og slank og ikke uden Lune, selv om nok lidt afmaalt i sin Væremaade over for Fremmede. Folk, som kom hende paa nærmere Hold, kendte hende dog som en sympatisk Kvinde, der i Stilhed gjorde meget for Byens fattige. Især nød Asylet i Middelfart godt af hendes gode Hjerte. Hun skænkede det ikke blot Pengegaver, men Sommer og Efteraar sendte hun det ofte store Kurve med Jordbær og anden Frugt. Hun elskede Blomster, og navnlig var >>Etatsraadindens Roser<< kendt. Baade i Algade og senere paa Hesslund stod hendes Have fra Foraaret til langt ind i Efteraaret i et sandt Blomsterflor, o g i hendes Stuer duftede der altid yndigt af Roser. Paa Hesslund havde hun en smuk Vinterhave.

Elise Petrine Hansen med barnebarn
Baade hun og Peter Hess var kirkeligt interesseret, og de forærede for Eks. Middelfart Kirke adskillige Gaver, saaledes en Varmeovn og sammen med nogle andre Borgere de nuværende Nummertavler til Salmerne, udskaaret i Træ med smukke Gavlforsiringer.
Ved deres Sølvbryllup i 1898 skænkede de en Sum Penge til Kirkens Udsmykning. Han var ogsaa en god dansk Mand, som bl. a. skænkede en betydelig Sum Penge til Forsvarsindsamlingen i 1912-13. Endelig skal det tilføjes, at han var en høj Frimurer og blev som saadan ofte indbudt til Taffel hos Frederik VIII.

I sine sidste Aar var han stærkt plaget af Gigt og sad oftest i en Sygestol. Dertil kom en tiltagende Hjertesygdom, som tvang ham til længere Sygelejer. Endnu i Sommeren 1917 boede han og Fru Hess dog et Stykke Tid hos deres Søn paa Hesslund, men efter Hjemkomsten til København blev han betænkelig syg. To Dage før han døde, besøgte Sønnen ham, og han sagde til ham: »Farvel, min Dreng. Dette her bliver svært, men jeg skal igennem det som en Mand.« Stille sov han hen den 20. Oktober s.A. (1917). Hans Baare blev ført til Middelfart, og under meget stor Deltagelse begravedes han den 27. Oktober paa Middelfart Kirkegaard. Til hans Kiste havde Funktionærer og Arbejdere ved Fabrikken sendt en smuk Sølvkrans.

Etatsraadinden blev boende i Stockholmsgade, og i disse Aar udvikledes hendes Religiøsitet yderligere. Ingen fra kirkelige Kredse gik nogensinde tomhændet fra hende, og i lange Perioder indbød hun flere Gange om Ugen ubemidlede Studenter, navnlig fra Middelfart, til sit Middagsbord. Paa sine gamle Dage skildres hun som en statelig og rank Dame, som havde et pragtfuldt snehvidt Haar, sat flatterende op med en sort Fløjelssløjfe.

Hun døde den 26. Marts 1932 (Esajas Sogn) og blev ligeledes begravet - den 3. April - paa Middelfart Kirkegaard. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar