søndag den 7. november 2010

JERNSTØBER Peter Henrik Jørgen Hess

JERNSTØBER

Illustreret Tidende med en artikel om J.S. Hess fabrik Tryk Her
Den endnu kun 24-aarige Jernstøber betød en haardt tiltrængt ny Kraft i den gamle Virksomhed. Han var en driftig og initiativrig Mand, som ogsaa tog fat med Energi, men Forretningen skulde jo nu føde to Familier samt Elises Moder. Til Gengæld har sikkert Støberiet nydt godt af hendes Formue.

Det følgende Aar gik det ogsaa støt fremad, og allerede paa Billedet fra 1876 staar Peter Hess omgivet af ikke færre end 14 Arbejdere, hvoriblandt Broderen Christian, og 4-5 Drenge, inclusive den yngste Broder Albert. Store Planer blev lagt, bl. a. om Udvidelse af Maskinværkstedet, men det lykkedes jo ikke at gennemføre det alt sammen. Derimod kunde Peter Hess i 1877 erstatte den gamle Hestegang med en Dampmaskine, købt hos Maskinfabrikant Johansen i Haderslev. Aaret efter døde hans Fader, og han var nu_ ogsaa paa Papiret Fabrikkens Eneindehaver.

Halvfjerdserne var jo, som allerede nævnt, industrielle Opgangsaar. Dampskibsfartens hastige Udvikling havde muliggjort en forøget Import af Kul, der var langt mere økonomisk og bekvemt at have med at gøre end det gamle Brændsel. Koksene kom først til at spille en Rolle, efterhaanden som der oprettedes Gasværket. De benyttedes nok op i Firserne og Halvfemserne i Hjemmene blandet med Kul, men Udviklingen af rene Koksovne tog først Fart efter Aarhundredskiftet.

Fabrikken i Middelfart fremstillede naturligvis alt muligt Støbegods, saaledes ogsaa Bygnings- og Husholdningsartikler, men Kakkelovne og Komfurer var dog langt det væsentligste især nu i Overgangstiden fra Tørv og Brænde til Kul. Alle skulde have nye Ovne, lige fra Privathjem til Skoler og offentlige Lokaler, og i Overensstemmelse med Lov af 7. Juni 1873 begyndtes tillige i disse Aar Opstilling af Varmeapparater i Kirkerne paa Landet, mest blot de saakaldte »Ventilationsovne<< d.v.s. store »Kappeovne<< med Lufttilførsel fra det frie.

Den unge Jernstøber stilledes altsaa over for store Problemer. Han tog uden Vaklen Opgaverne op, og ved ihærdigt Arbejde og mange Forsøg lykkedes det ham at konstruere saa tidssvarende Ovntyper, at han kunde begynde at gøre sig gældende blandt de større Støberier i Landet. Saaledes fremstillede han i 1880 den saakaldte »Regulerovn« med Kogeindretning, der gjorde stor Lykke. Albert Hess fortæller, at hans Broder engang over for en indbudt Kreds lod en af sine Kakkelovne fylde med Vand, og det imponerede, at Arbejdet var udført med saa stor Akkuratesse, at der ikke sivede een eneste Draabe ud.
Han nøjedes heller ikke længere med Støberiets gamle Salgsomraade, men, takket være det i disse Tider stærkt stigende Antal Jernbaner, forstod han, trods den haarde Konkurrence, at vinde Indpas paa de fjernere Markeder. Hans runde Ovne blev mere og mere ansete, og skaffede ham, vistnok i Forbindelse med hans nye, fortrinlige Kakkelovnsriste, en smuk Sejr paa Udstillingen i København 1888, selv om han kun vandt Sølvmedaille, medens Broderen i Vejle fik den i Guld.

ARBEJDERNE PAA STØBERIET I MIDDELFART 1876
Siddende med en Sigte Albert Hess, staaende med rund Hat paa Peter Hess og henne til højre med Urkæde over Vesten - Christian M. Hess.

Nu strømmede Bestillinger ind til Fabrikken, og det blev nødvendigt at foretage den ene Udvidelse efter den anden, saaledes en ny Værksteds- og Lagerbygning. Arbejdsstyrken steg i 1890-91 fra ca. 50 til 100 Mand. Nye Grunde købtes, og i den følgende Snes Aar opførtes nye Fabriksbygninger, bl. a. et Beslagværksted, et Støberi og et F orniklingsværksted. Nye arbejdsbesparende Maskiner anskaffedes. I 1897 overgik Fabrikken til udelukkende elektrisk Drift fra eget Elektricitetsværk (fra 1951 kommunal Strøm). Dens samlede Areal omkring Aarhundredskiftet udgjorde 11,500 Kvadratmeter, hvoraf de 4.000 var bebygget. Den var med andre Ord under hans Ledelse blevet en Virksomhed med et landskendt Navn og en baade kvantitativt og kvalitativt betydelig Produktion. Peter Hess kunde med Tilfredshed se tilbage paa en virkelig stor Fremgang fra dengang, han i 1872 gik ind i Faderens lille, antikverede Støberi med kun to Formere. Der var fra hans Side arbejdet med stor Dygtighed og Fremsynethed, og han selv var blevet en velhavende Mand og en anset Borger i Middelfart.

Han var en Arbejdsgiver af den gamle Skole, hvilket gav sig Udtryk i en vis patriarkalsk Myndighed, men ogsaa i tilsvarende Omhu for sine Folk. Jævnt og ligetil, men ogsaa som Manden paa Stedet, færdedes han i sin Fabrik. Nu og da kunde han vel være i daarligt Humør og skælde godt ud, men det gik altid snart over, og han jagede aldrig nogen bort,med mindre de havde forset sig groft.

I den døde Periode efter Nytaar sørgede han saa vidt gørligt for at beskæftige i alt Fald de gifte Arbejdere ved Reparationer, Fremstilling af Reservedele og lign. Kneb det meget haardt, aftalte han med Arbejderne at arbejde paa nedsat Arbejdstid, som Regel 4 Dage om Ugen, altsaa dengang 36 Timer i Stedet for 54, og det viste sig da som Regel, at denne Nedsættelse i Arbejdstiden ingenlunde betød en tilsvarende Nedgang i Produktionen og Ugelønnen, idet Arbejderne satte Tempoet op og søgte at indhente mest muligt af det mistede.

De første Aar fik hans Folk altid Æbleskiver paa Værkstedet en Dag før Jul. Om Sommeren inviterede han dem alle med Hustruer paa en Udflugt med Vogne ud paa Fyn eller med Dampbaad over til Jyllandssiden af Bæltet, og hver Vinter afholdt han et stort Bal for dem paa Behrendts Hotel (nu Hotel Melfar).
Behrendts Hotel (nu Hotel Melfar).

Der var Orden og Disciplin paa Fabrikken. Han havde jo været Løjtnant, og det fortælles, at naar han og hans Arbejdere mødte samlet op, for Eks. ved en Begravelse, kommanderede han dem som et Kompagni Soldater.

Alt gik imidlertid fredeligt op gennem Halvfemserne trods Tidens Uro og Spænding paa Arbejdsmarkedet. Dannelsen af de mange Fagforbund og disses tiltagende Krav, bl. a. om Ottetimersdagen, var vel ikke efter hans Hoved, men endnu gik han ikke ind i nogen Arbejdsgiversammenslutning, og Lockouten i 1897 kom derfor heller ikke til at omfatte hans Fabrik.

Paa 25 Aars Dagen for hans Optagelse i Firmaet - den 31. December 1897 - flagede hele Byen. Efter at have modtaget Byraadet in pleno, alle i Byen boende Frimurere o.fl. gik han ned i Fabriksgaarden, hvor hans Arbejdere stod samlet. Han holdt en Tale til dem og gav dem et Legat paa 10.000 Kr. (nu vokset til 26.000 Kr.) for de Gamle og disses Enker. Om Aftenen hyldede Arbejderne ham med et stort Fakkeltog med Musik i Spidsen.

Lockouten i 1897 havde imidlertid i Almindelighed ikke bragt videre Bedring i Forholdet mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, og man var klar over, at før eller senere vilde man komme til at staa over for en afgørende Arbejdsstrid. Paa dette Tidspunkt, vistnok i 1898, indmeldte Peter Hess sig derfor i Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i Provinsen (stiftet 1895). Den 28. Maj 1899 begyndte den store Lockout, som skulde komme til at vare i 3½ Maaned, støttet af Partiet Venstre i By og paa Land. Den sidste Arbejdsdag før Lockouten holdt Hess en djærv Tale til sine Arbejdere, hvoraf et Brudstykke blev gengivet af »Fyns SocialDemokrat« saaledes (23. Maj l899): »For sidste Gang har Fløjten peben 6. Naar den atter skal lyde igen, bestemmer hverken jeg eller I, men den almægtige Gud i Himlen. Disse Forhold, som vi nu lever under, er aldeles utaalelige; vi er ikke mere Herrer i vore egne Værksteder og kan ikke selv bestemme, hvad Arbejde en Mand skal have; alt det Sløseri og Sladren i Krogene maa afskaffes; her kommer Arbejderne drivende med lange, søvnige Skridt, det maa vi bort fra, det passer kun for Røgtere paa Landet, men ikke for en By som Middelfart. Nogle Arbejdere søger at paavirke andre, for at der ikke skal bestilles stort, ligesom det er blevet en Skik heri Byen, at enhver Arbejder skal være Medlem af sin Fagforening. Jeg siger, at det holder aldrig Stik. Hvem skal passe Kreaturerne under de store Konflikter ? De vil komme til at sulte ihjel.

<< I Tilslutning hertil udtalte Middelfart Venstreblad (2. Juni 1899): »- Det er ikke alene det, at han [Peter Hess] i stærke Ord bebrejder Arbejderne deres Handlemaade og giver dem alene Skylden for Lockouten, der efter hans Mening er en velfortjent Revselse til Arbejderne, men det er et sørgeligt Faktum, at Hr. Hess bestemt skal have udtalt, at han ikke begynder igen, før Arbejderforholdene paa hans Fabrik er betydeligt ændrede, før han, som han udtrykker sig, selv er Herre paa sit Værksted. Dette vækker Harme, fordi det er saa utaknemmeligt mod saa mange, der ved lange Aars trofast Slid har lagt Krone paa Krone til Hr. Hess voksende Formue, og det er uhyggeligt, fordi Manden har Magt til at holde sit Ord, da han har Kapital nok, saa han roligt kan lade sin Fabrik staa stille og endda leve. - - - Hr. Hess har endvidere udtalt, at det er tvivlsomt, om han kan bruge alle, naar han engang begynder igen, ja, det forlyder endog saa med Bestemthed, at en ikke ubetydelig Flok er udpeget som udelukkede for stedse, dog uden at Arbejderne har faaet at vide, hvem disse misliebige er<<.

Naturligvis er hans Tale refereret til Bladene af en af Arbejderne paa et Tidspunkt, hvor Modsætningerne var allermest spændt. Noget synderligt og blivende Indtryk gjorde den heller ikke. Som saa mange andre skarpe Udtalelser druknede den ganske i det stærke Røre, som Storkonflikten hvirvlede op inden for de to Lejre. Da denne omsider sluttede med Septemberforliget den 5. September 1899, varede det dog i en Del Tilfælde, bl.a. i Fabrikken i Middelfart, nogen Tid, før Bølgerne helt lagde sig, og Arbejdet igen kom i rolig Gænge.  Lockouten havde maaske nok, som der er skrevet, renset Luften, ogsaa i Middelfart, men i 1903 stod Fabrikken atter over for en Strejke, denne Gang af Arbejdsmændene. Striden blev dog bilagt ved en frivillig, faglig Voldgift med Borgmester Rich. Ekeroth som Opmand, men der skulde dog tre lange Møder til for at opnaa Enighed.

Den stadige Uro paa Arbejdsmarkedet i Forbindelse med private Ærgrelser har sikkert været medvirkende til, at han i 1904 trak sig mere tilbage til Privatlivet og omdannede Virksomheden til et Aktieselskab under samme Navn og med en Aktiekapital paa 400.000 Kr. Han selv overtog Formandsposten i Bestyrelsen, men den daglige Ledelse som Direktør overdrog han til sin Søn Hans.

Middelfart Venstreblad skrev den 24. December 1906: »Da P. Hess overtog Fabrikken, støbte man kun l Gang om Ugen, og den Smelteovn, man havde, og som ses paa det lille Gruppebillede (fra 1876), var 7 Timer om at smelte 2000 Pund Jern. Nu smelter den store, moderne Srnelteovn 12.000 Pund i Løbet af l Time, og der støbes hver Dag<<. Videre fortsætter Bladet: »Og gaar man ind i selve Fabrikken, skønner man let, at dennes store Udvikling aldeles ikke er tilfældig. Her præsteres et Arbejde, der kræver den største Respekt. Med rastløs Opfinderiver forbedres i det uendelige de mange forskellige Ovn-og Komfurkonstruktioner, saa det helt ud er lykkedes at skabe et Produkt, der vækker stor Anerkendelse, hvor det kommer frem. En dygtig og maalbevidst Ledelse, der forstod at udnytte alle gode Ideer, og som tillige havde Held til at samle en solid og dygtig Arbejderstab til et energisk Arbejde, heri har man Nøglen til Fremgangen og Heldet. Som Helhed maa Forholdene paa Hess' Fabrikker kaldes gode og sunde, og Arbejder og Arbejdsgiver levede fredeligt sammen her længe efter, at Forholdene paa andre Fabrikker var stærkt tilspidsede. P. Hess satte en Ære i saa længe som muligt at bevare det patriarkalske Forhold til sine Arbejdere, og da det ikke længere lod sig gøre, fordi Tiden var en anden, og fordi Arbejderne vaagnede til større Bevidsthed og større Selvstændighed, var det P. Hess et Skaar i Glæden, og han var ikke fri for ret bitre Følelser«.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar