tirsdag den 28. september 2010

Jørgen Svendsen Hess i København

Naylor solgte sin ejendom efter 1884 og den yngre John Naylor flyttede ind som lejer på 1. sal. Den nye ejer var grosserer A. C. Bendixen og stueetagen blev virksomhedens nye domicil. Her havde der før været et possementmagerværksted. Midt i 1890erne indrettede de to frøkner B. og C. Birkerod, der boede på 1. sal, en højere pigeskole i ejendommen og fire lærerinder og en cand. theol. boede som undervisere også i samme hus. Skolen hed Frøken Birkerods højere Pigeskole. Denne form for skoler havde der tidligere været mange af, men efter århundredeskiftet forsvandt de fleste af disse små privatskoler, der altid lå i boligejendomme. Også denne holdt sig kun i ganske få år. I ejendommen var der samtidig kontor for en overretssagfører og boliger for en statsrevisor og en grossererfamilie. I 1890erne var der mange kvindelige lejere i huset, selvom skolen ikke længere fandtes.

Den senere politidirektør Aage Seidenfaden levede her sammen med sin mor, da han læste jura på universitetet. I stuen lå Kjøbenhavns Cykle-Lager efter århundredeskiftet. Husets ejer var dengang handelsagent, senere grosserer G. M. Salomonsen. Efter cykeludsalget kom en skrædderforretning og så Nørrevolds Møbelmagasin ved siden af den under første verdenskrig. På 1.sal boede en forlagsboghandler, på 2. en porcelænshandler, på 3. sal var der et agentur og en grosserer, på 4. sal boede en kontorchef i justitsministeriet og på 5. sal tre enlige damer. Sådan var situationen i 1909, men der skete løbende ændringer i lejersammensætningen. I 1915 var der udelukkende sagførere på 2. og 3. sal. Fra 1919 var denne ejendom for anden gang siden 1819 sammenlagt med naboejendommen nr. 10 og har været det siden. Den nye ejer af de to huse var Semler & Mathiasen, den senere radio- og grammofonbutik, der blev grundlagt i 1888 af E. S. Semler og I. N. Mathiasen med støbegods som udgangspunkt og så med cykelproduktion og salg, siden udvidet med radio, grammofoner og elektriske installationer. Grundlæggernes efterfølgere var sønnerne Johannes og Axel Semler, f. henholdsvis 1882 og 1889. Johannes Semler havde sin families bolig på mezzaninen fra 1920erne til 1940erne. Bag Semler & Mathiasen stod støbejernsfabrikken Middelfart Støbegods J. S. Hess & Søn. På 1. sal ovenover boede samtidig glashandler Louis Meyer, på 2. sal fru Erlitz, en enke, i en af to lejligheder, på 3. en landsdommer, der gik på pension, mens han boede her, i den anden lejlighed fra sidst i trediverne en filmforeviser, og på 4. sal en redaktionssekretær. Meyer havde det velrenommerede Glasmagasinet i nr. 12 tæt på. Huset var modsat mange andre i gaden omkring 1940 først og fremmest en boligejendom.
Jørgen Svendsen Hess, butiksudsalg i Middelfart

Jørgen Svendsen Hess – Lillebæltsbro


Middelfart Dagblad

 den 17de Marts 1897.
Middelfart Byraad
 ...... Hess oplyste, at han ogsaa havde benyttet Leiligheden til at henlede Opmærksomheden paa den for nogle Aar siden projekterede Bro over Bæltet, det var jo givet, at denne Plans Realisation vilde faa stor Indflydelse paa Banegaardens Beliggenhed. Trafikforholdene ved Strib udviklede sig ganske over-ordentlig; der overføres nu ca. 73.000 Vogne om Aaret eller mere end 200 pr. Dag, og hvis Trafikken vedblev at vokse i samme Omfang som i de senere Aar, vilde det blive nødvendigt at anskaffe Ny Færger og at anlægge Ny Færgehavne, man maatte derfor haabe at Planen om Broen, der ligger i Ministeriet, maatte blive taget frem til fornyet Behandling .... (omtalte møde drejede sig om linieføringen af den paatænkte nordfyenske jernbane J.R.)


Middelfart Avis 
Torsdag den 22de Jan.1891.
 -  Fra Middelfart meldes Onsdag Efterm., at siden Nattoget Kl. 1,20 mellem Tirsdag og Onsdag har intet Tog været gjennemført her paa Fyen. Man forsøger Onsdag Eftermiddag at faa et Tog med Sneplov gjemmenført fra begge sider. Toget fra Strib kom omtr. Kl. 2 og fra Nyborg ventes Tog et par Timer senere. -  Kl. 4 meldes: Regelmæssig Drift er gjenoptaget paa Fyn. Et Extratog fra Nyborg ventes ved 4 Tiden.

Onsdag Aften modtoges Post fra Kjøbenhavn for Tirsdag Aften og Onsdag Morgen.

 -  Om en Bro over Lillebelt skriver en af "Aftenbladets" flittige Medarbeidere (Simon Hamber) bl. A. Følgende: Fra Arrilds Tid har Middelfart-Snoghøi været Overfartssted mellem Fyen og Jylland. Ikke alene var det den slagne Kongevei, men Ruten var Vinter og Sommer det Færdselssted, der bragte Norden i Forbindelse med det europæiske Fastland. Middelfart Søfolk var dertil kjendt som dygtige Isbrydere, som sjælden helt lod Isen faa Overmagt. Men da Jernveien kom og feide Deligencerne af Landeveine, saa blev Overfartsstedet (takket være gode Hoveder med Orla Lehmann i Spidsen) ikke det gamle Overfartssted, men et nyt: Strib-Frederits. Ja selv Kredsens Rigsdagsmand, den den Gang unge Bonde Niels Andersen fra Husby, siden den kjendte Klasselotterikollektør og Reisende i Høiresager og Fæstningsrummel, løb bort fra Snoghøi-Middelfart Ruten (hvad der siden kostede ham hans Valgkreds) og stemte for Linien Strib-Frederits. Nu viser det sig Aar efter Aar, at saasnart man faar lidt Isvinter, da standser Trafikken over Lille Belt ved Strib-Frederits, hvorimod man næsten altid kan føre Post og Reisende over Middelfart-Snoghøi, uagtet man ikke har nogen Dampkraft til Støtte

Man har der kun de Hjælpemidler ved Haanden, som man har eiet i det sidste Tusinde Aar. Og hvad have de uheldige Jernveiforhold ikke kostet ? Først byggede man en Kostbar Jernveistation ved Strib og en Dampskibsbro saa byggede man en mindre Station og en Dampfærgehavn og tre Dampfærger. Desuden fik Frederits sine Dampfærgehavne. Disse Ingeniørarbejder have sikkert kostet sine 2 Mill. Kr. Og saa er dog Trafikken besværlig, saa saare vi have havt nogle Døgns Frost. Hvorfor bygger man ikke en Bro over Lillebælt ? Ja først skal der tales i tyve Aar om en Sag, den være saa god den vil, og saa skal der mindst skrives i tyve til, for at faa Sagen gjennemført, Planen om en Bro over Lillebelt blev, saavidt mig bekjendt, undfanget af afd. Jernstøber J.S. Hess i Middelfart, en selfmade Mand uden al teknisk Dannelse, men et praktisk Hoved hans Ord vare imidlertid som en Røst i Ørkenen. Siden har der været foretaget vidtløftige Opmaalinger og Undersøgelser af Havbunden herved er det blevet; men ved besværlige Isforhold, naar Hundreder af Reisende venter i dagevis paa at komme over det 12 -1300 Alen brede Farvand, naar Hundreder af Kreaturer staar opstaldede paa Fyen for at komme til tyske Markeder, naar Postforbindelsen mellem Danmark og den øvrige Verden er afbrudt saa begynder man igjen at tale og skrive om den rare Bro, der burde forbinde Fyen, Sjælland og Norden med hele den øvrige Verden. Og det var dog kun at føre Jernveilinien sønden om Middelfart til Vasnæs, Lillebelts smalleste Sted og saa slaa en Bro eller hænge en Bro; det kan være os ligegyldigt, hvilken Form man giver Broen, naar vi blot faa en Bro, som forbinder Jylland med Fyen. Ved denne Ordning vil Folk som skal sydpaa, spare omtr. ½ Time, og i et Samfund, hvor Tid er Penge, har dette ogsaa Betydning. Som 

onsdag den 22. september 2010

Jørgen Svendsen Hess & Christiane Pauline Petersen



Far / Vater
Mor / Mutter
Jørgen Svendsen Hess
Christiane Pauline Petersen
Født/Geboren :
25.dec 1823
Middelfart, Odense
Født/Geboren:
13.marts 1824
Døbt/Getauft
26.dec 1823
Middelfart, Odense
Døbt/Getauft:

Død/Tod:
20.sep 1878
Hjerteslag
Vejle, Denmark
Død/Tod:
30.august 1876
Begravet/Buried:
Middelfart Kirkegaard
Begravet/Buried:
Middelfart Kirkegaard


Bedsteforældre / Großeltern
Bedsteforældre / Großeltern
Marie Elisabeth Svendsen
Niels Petersen
Maren Christiansdatter Mikkelsen

Gift/Verheiratet: 13.nov 1846
Middelfart, Odense

Børn/Kinder:
Født/Geboren:
Dødsårsag:
1848

1851

1854

1858

1859


JERNSTØBERNE
Jørgen Svendsen Hess
1823-1878, Jernstøber i Middelfart.
Svendebrev som Kleinsmed fra Fredericia Smedelaug 1842
Mesterbrev i Kleinsmedefaget 1845
Fuldmyndighedsbrev 1846
Borgerskabsbrev 1846
Bevilling til anlæg af Jernstøberi 1852
Borgerskabsbrev som jern- og metalstøber 1852

UNGDOM OG STØBERIEJER
JØRGEN HENRIKSEN Hess og Marie Elisabet Svendsens yngste Søn Jørgen, blev født i Middelfart den 25. December 1823. I Daaben fik han sin Morfaders Navn Svendsen føjet til sit eget. 10 Aar gammel mistede han sin Fader, og Moderen har næppe siddet i gode Kaar. Efter Skoletiden kom han i Kleinsmedelære, blev Svend, og allerede den 3. April 1845 gjorde han - kun 21 Aar gammel - sit Mesterstykke. Det var en Skruestik, som senere fik Anvendelse i hans Støberi.
Grunden til, at han saaledes havde sat alle Sejl til for at afslutte sin Uddannelse og faa sin egen Virksomhed, er ikke svær at gætte, idet han sikkert allerede da var forlovet med Christiane Pauline Petersen. De var Bysbørn og havde saaledes kendt hinanden i mange Aar. Hun var født den 13. Marts 1824, Datter af Hattemagermester, senere Værtshusholder i Middelfart, Niels Petersen (1798-1864) og Hustru, Murermesterdatteren Maren Chrístíansdatter Mikkelsen (1800-1870). I 1846 den 3. August fik han Myndighedsbevilling og nedsatte sig som Kleinsmedemester. Samme Aar den 13. November stod deres Bryllup.
To Aar efter udbrød den første slesvigske Krig, og med imponerende Begejstring tog et enigt dansk Folk Kampen op mod de holstenske Oprørere og deres rigstyske Venner. Der blev levende i Middelfart. Højtstaaende Militære fik Station i Byen, og Bataillon efter Bataillon trak med fuld Musik gennem Gaderne for at blive overført til Jylland. Efter Slaget ved Slesvig gik Prøjserne imidlertid mod Nord, og den 3. Maj (1848) besatte de Snoghøj.
Stemningen i Byen var trykket. I Kirken var der opmagasineret betydelige Mængder af Ammunition, som først paa Borgernes energiske Forlangende blev fjernet og flyttet ud paa Landet. Det heldige i denne Foranstaltning skulde snart blive bekræftet, thi den 8. Maj skød Tyskerne først Strib Færgegaard i Brand og sendte derefter i et Par Eftermiddagstimer Bombe paa Bombe mod den værgeløse By. Kirketaarnet brugte de som Retningspunkt, hvorfor det ogsaa ramtes adskillige Gange, og to Huse kom i Brand. Tykke Røgmasser steg op mod Himlen, og de forskræmte Borgere fik travlt med at flytte deres Indbo ud paa Markerne. Skolerne lukkede, og hvem, der kunde det, kørte ud til Venner paa Landet.
Fru Christiane Pauline gik netop højtfrugtsommelig, men heldigvis blev Bombardementet ikke fortsat de følgende Dage. Den 14. Maj fødte hun sin ældste Søn, som Dagen efter blev hjemmedøbt, og da alt igen var roligt, fremstilledes han i Kirken den 7. Juli.

Jernstøberi hører til de Industrigrene, som i sidste Halvdel af 1800-Tallet gjorde de største Fremskridt. Der var ganske vist støbt i 1700-Tallet og i Begyndelsen af 1800-Tallet i Frederiksværk og København, men langt fra nok til at dække Landets Behov. I 1831 anlagdes det første Støberi i Provinsen udenfor Sjælland. Det var Thomas Weiz i Horsens, og han efterfulgtes snart af flere, saaledes i 1834 af de Smithske i Aalborg, i 1836af Mathias Allerup i Odense - det første paa Fyn - og i 1850 af Lars Lange i Svendborg.
I 1857 var der i Provinsen ialt 56 store og smaa Støberier med tilsammen 1.033 Arbejdere, deraf alene i Jylland 26 med 379 Arbejdere. I 1838 anskaffede Daniel Løwener i København den første Dampmaskine, og i 1855 havde alle større Støberier Damp, saaledes 8 i København og 12 i Provinsen.
Stødet til den store Fremgang udgik fra Ønsket om at frigøre Landet for den udenlandske Import og efter Treaarskrigen navnlig fra Tyskland. Ogsaa Middelfart forsøgte i 1850 at komme med i det industrielle Kapløb, idet en foretagsom Mand, L. Nielsen, i dette Aar indrettede et Jernstøberi i Byen. Det laa i Baghuset til Skrædder Smidts Ejendom ud til Markedspladsen (nuv. Jernbanegade), -men det varede ikke længe, før han gav op og stillede Støberiet til Salg.
Unge Jørgen Hess var fuld af Virkelyst og, skriver hans Kone, dengang »en god stærk Natur«. Han havde Mod paa at forsøge Lykken og at prøve sine Evner og Arbejdskraft. Maaske fik han ogsaa lidt økonomisk Støtte hos sin Svigerfader. I alt Fald søgte 1 og opnaaede den 20. Oktober 1852 kgl. Bevilling til at drive et Jernstøberi, og han købte derefter L. Nielsens Virksomhed. Aaret efter den 3. Maj fik han Borgerskab i Middelfart som Jern- og Metalstøber, men beholdt vistnok samtidig sit Smede- og Maskinværks
I 1858 erhvervede han sig ogsaa det gamle Forhus ud til Algade (dengang Matr. Nr fra 1875 Matr. Nr. 369) til Beboelse. Bagved laa en stor Grund, der gik helt ned til Teglværksværksterrænet, nuv. Teglgaardsvej. Paa Grunden opførte han et nyt Støberi, men under yderst primitive Forhold. For Eks. var Blæseren hjemmelavet og kunde høres over hele Byen. Den blev trukket ved en Hestegang, forspændt med 1-2 Heste. Af Kommunen købte han senere et Stykke af Markedspladsen til Oplag af Kul og Raajern samt en Mergelgrav bag Haven. Dens Bredder indrettedes til Park, og ude paa Vandet i Graven morede Jørgen Hess' Børn sig med at sejle om i en hjemmelavet Pram.
Med Dygtighed og Energi tog Hess fat og arbejdede selv med fra Morgen til Aften at begynde med havde han kun to Svende, men inden længe voksede Arbejdsstaben 7-8 Mand. Der støbtes alt lige fra Komfurer og Ovne til Klokker, Gryder og Pander. Den yngste Søn, Albert Hess, fortæller, at en af Folkene engang forlangte det fineste Flormel til at støbe Gryder og Pander i. Han fik det, men Hess opdagede snart, at det blot brugtes til pandekager! Der var godt at bestille, men da de engang støbte en Søndag Formiddag protesterede Præst og Politi. Det sidste mødte op. Hess fik imidlertid Samtalen drejet paa Uryddeligheden i Naboens Gaard. Han indbød Politiet paa en Cigar og et Glas Vin nog inden Samtalen var færdig, var Støbningen overstaaet, og saa var alt i Orden!
Salgsomraadet var endnu kun saa langt, som man paa en Dag kunde køre med en Hestevogn, altsaa stort set Byens Opland paa Fyn og til Vejle og Kolding i Jylland. Mangen Gang maatte Jørgen Hess, senere hen med en af Sønnerne, afsted med en Ovn til en e anden By eller Gaard for at opstille den, og helst ikke længere bort, end at de kunde være hjemme igen inden alt for sent ud paa Aftenen.
Krigen 1864 bragte atter Liv i den lille By. I Begyndelsen af Marts overskred Tyske den nørrejyske Grænse og indesluttede Fredericia. Fra Middelfart kunde man i klart Vejr følge alt, hvad Fjenden foretog sig paa den anden Side af Bæltet, ogsaa Kaptajn Daues tapre, men forgæves Kamp den 8. Marts ovre paa Strandkanten ved Snoghøj, og med Sorg saa de, at han og hans Soldater tilsidst maatte overgive sig. Da Fredericia sidst i Maaneden blev bombarderet kunde man fra Middelfart høre Kanonbulderet og se Bomberne kommeflyvende gennem Luften for at falde ned bag Voldene. I Juli rømmedes Fæstningen hele Besætningen overførtes til Fyn, idet man kun medførte det riflede Skyts, men lod glatløbede staa. Maengder af Ammunition sænkedes i Bæltet.
Jørgen Svendsen Hess
Allerede i April havde Overkommandoen begyndt at forberede den fynske Kyst til For svar, og Batterier blev opført paa Strib og ved Kongebroen. Løbegrave anlagdes, og ud for de sandsynligste Landgangssteder anbragtes Bomme, som forankredes paa 3-5 Meter Vand. Samtlige Smede blev sat i Arbejde med at smede mange Hundreder Alen Jernkæder hertil.
Efter kun 16 Aars Forløb laa altsaa Byen nu for anden Gang i første Linie af Danmarks Forsvar, og Fjenden kunde naar som helst komme over Bæltet. Det gjaldt om at gemme Sølvtøj og Porcelæn godt. Den Hess'ske Have laa højt i Niveau ud til de sydlige Marker, og i Skraaningen her gravedes en Hule, hvori alle Kostbarhederne anbragtes, dækket tilmed et tykt Lag Græstørv. Endnu huskedes ganske tydeligt Bombardementet i 1848, og mange af Borgerne fandt det tilraadeligt at flytte uden for Byen. Jørgen Hess maatte naturligvis blive for at passe sit Arbejde, og til Hjælp i Støberiet beholdt han sine to ældste Sønner, Peter og Christian. Derimod sendte han sin Kone og de yngste Børn ud til sin gode Ven, Smed Hans Rasmussen i Gamborg, en Mils Vej Syd paa. Et Par Dage efter travede dog den seksaarige Albert alene tilbage til Faderen og Brødrene. Han skulde ikke have noget af at blive behandlet som et Pattebarn! Han fik ogsaa Lov til at blive hos dem.
Byen blev imidlertid ikke beskudt denne Gang, og Krigen sluttede, inden Tyskerne gjorde Forsøg paa at naa over til Fyn. Snart faldt Middelfart tilbage i sin gamle, idylliske Fred og Ro, og Jørgen Hess fik travlt med at købe alle de færdige Jernkæder for kun 4 Skilling Pundet samt al den sænkede Ammunition, som Fiskerne hentede op fra Bæltets Bund. Kæderne var, som nævnt, af Smedejern og kunde enten sælges, som de var, for Eks. til Skibskettinger, Gravgelndere o. s.v., eller smedes om til meget andet (nyt Smedejern kostede i 1864 6-7 Skilling pr. Pund). Bomberne og Granaterne var derimod af det fineste Støbejern. Naar Brandrøret var skruet af, fyldtes de med Vand og stod med dette Natten over. Om Morgenen var Krudtet da saa ødelagt, at man kunde brænde det ud med en lang, ombøjet Jernstang, der var gjort rødglødende i den ene Ende. Krudtet fusede af som en Troldkælling, fortæller Albert Hess. Kun en Gang gik det galt. En lille Bombevar ikke brændt ud, og da den kom i Smelteovnen, sprængtes denne, saa det flydende Jern løb ud mellem Pladerne, der holdtes sammen ved Samleringe. Støbningen maatte afbrydes, og to Mand hældte stadig kølende Vand over Ovnen, medens Skaden udbedredes. Kardæskerne, som var fyldt med blanke Jernkugler og uden Sprængladning, kunde derimod uden videre og uden Fare kastes ned i Smeltningen.
Det var en god Forretning at købe alt dette gamle Jern for billig Pris, og det synes ogsaa, som Hess paa dette Tidspunkt tjente godt. I 1866 var han saa velhavende, at han kunde nedrive det gamle Forhus og opføre et nyt - altsaa det, som staar den Dag i Dag, blot forlænget i 1889 ved Købet af Kobbersmed og Blikkenslager West`s Naboejendom. Saa længe dette Bygningsarbejde stod paa, boede Familien hos Farver Lindgren lige overfor. I det nye Hus, husker Albert Hess, blev der i et lille Rum under den tredie Søjle fra Porten nedsat en Trækasse, der var forsynet med en Sølvplade med Inskription.
Efterhaanden udvidedes Støberiet, og der støbtes to Gange om Ugen baade runde og firkantede 2-3 Etages Ovne med l-2 Kogehuller. Omegnens Bønder var saa ivrige efter dem, at de kom ind fra Landet paa Støbedagen og vilde have Ovnen med hjem uden at afvente, at den blev afslebet og pudset. Handelen foregik paa den Maade, at naar den omtrent var afsluttet, indbødes Kunden ind til Familien paa en Kop Kaffe, som serveredes skiftevis af Døtrene. Naar alle var vel anbragt om den dampende Kaffe med Tilbehør - Kundens Kone altid i Gyngestolen - trakterede Døtrene, ogsaa skiftevis, Klaveret med let Musik, gerne >>Napoleons March over Alperne<< og Erik Bøghs »Og Sneen den føg<<. Under denne hyggelige Underholdning gled den endelige Handel i Orden. Stadig lavedes der dog ogsaa andet Støbegods end Ovne, og for Eks. var Christian Hess i Juni 1870 i Kolding med 28 stk. Staldvinduer.

Paa dette Tidspunkt synes det dog, som om Forretningen begyndte at gaa tilbage. Christian skrev ganske vist til sin Broder Peter, der laa inde som Soldat, at alt gik godt, men Moderen lader dog forstaa, at det kun var, fordi Christian sled i det, saa han næsten var ved at blive overanstrengt. I Januar 1872 fortæller Søsteren Pauline i et Brev til Peter, at det var smaat med Finanserne, da der for Tiden ingen Liv var i Tingene. Ligeledes skriver Fru Hess i et Nytaarsbrev til Peter: » .... og give Gud, din Fader maa faa det lidt mere sorgfrit med sine Pengeaffairer end hidtil. Jeg mærker saa godt, at han trættes ved de idelige Spekulationer. Han søger jo nok at skjule det for Verden som for mig, men jeg ser jo for dybt til, at jeg ikke skulde mærke det, og derfor vil jeg atter bede Gud give os en lidt mere sorgfri Fremtíd«.
Grunden til, at det ikke længere gik saa godt, er ikke vanskelig at gætte, selv om det var midt i den Periode, som kaldes »det industrielle Gennembrud<<, og hvor man paa den store Industriudstilling i 1872 slog en Medaille, hvorpaa der som Motto stod H. P. Holst°s kendte Linien For hvert et Tab igen Erstatning findes,hvad udad tabes, det maa indad vindes.
Rundt om havde der rejst sig den ene Fabrik efter den anden. I 1872 eksisterede der i hele Landet flere store Jernstøberier, og Konkurrencen var altsaa haard. Alene paa Fyn fandtes, som nævnt, de to forholdsvis store Virksomheder, Allerups i Odense og Langes i Svendborg. Jørgen Hess' Støberi var lille og gammeldags og beskæftigede atter kun to Formere foruden ham selv og en af Sønnerne. Dertil kom, at økonomiske Vanskeligheder øjensynlig hvilede tungt paa ham og svaekkede hans Handlemod. Der skulde jo ikke blot en Kraftanstrengelse, men ogsaa mange Penge til for at modernisere Fabrikken og bringe den i Vejret.
 I Brevene fra Hjemmet til Peter nævnes der intet om Støberiet, men mere om det forefaldende Smedearbejde, for Eks. at Christian en Dag var ude paa en Gaard for at reparere et Pumpeværk.
I August 1872 kom imidlertid Peter hjem fra Militærtjenesten, og den 31. December s.A. indtraadte han som Medindehaver af Firmaet, der samtidig antog sit nuværende Navn: >>J.S.Hess og Søn<<.
Det var dog ikke Meningen hermed, at Jørgen Hess skulde gaa paa Aftaegt. Den første Tid derefter var han stadig Virksomhedens Førstemand. For Eks. skrev Fru Hess i Oktober 1875 til Sønnen Christian i Hamborg, at Efteraaret i fordums Tid var den glædeligste Del af Aaret med Liv i Handelen og Lyst og Virksomhed i Fabrikken, men nu var det anderledes. Hun fortsætter: »Tror du ikke, at Fader kunde komme til at lave Strikkemaskiner, ikke nogle store, men smaa, saadan som enhver Bonde bruger det. Jeg er kommet i Tanker om, at Strikkemaskinen maa have en Fremtid for sig, og jeg antager ikke, at det kan være saa svært Arbejde. Kan du ikke se dig om i Hamborg efter noget af den Slags.
Kunde Fader komme efter noget saadant, der kunde give lidt Fortjeneste, og maaske kunde det betale sig at holde et Menneske til Hjælp. Det vilde opmuntre ham og give ham nyt Liv, thi dette Lapperi giver for lidt af sig.<< Først efter Fru Christiaries Død i 1876 synes han at have trukket sig helt tilbage. Vi ser ham heller ikke paa Billedet fra 1876 af Fabrikkens Personale. Peter staar her alene som Enelederen midt mellem sine Arbejdere, og blandt dem hans to Brødre.
Jørgen Hess var en myndig, men god Arbejdsgiver, forlangte nok ærligt Arbejde af sine Folk, men gjorde til Gengæld for dem, hvad han formaaede. En gammel Arbejder, som havde tjent ham i mange Aar, fik en Guldmedaille og en Sparekassebog med 300 Kr. - dengang et kvart Aars Løn. Samtidig fik han Lov til fremdeles at gaa i Støberiet og nusse med, hvad han kunde overkomme, og det med fuld Dagløn.
I Byen nød han ogsaa megen Anseelse og var Medlem af Byraadet i Aarene 1869-1875. Her var han den første, som slog til Lyd for en Lillebæltsbro. Paa hans  Foranledning sendtes en Deputation med Forslag herom til Ministeriet, men den kom tilbage med det Svar,at Broen vilde blive for dyr. I en Aarrække var han Medlem af Bestyrelsen for Middelfart Haandværkerforening og i to Perioder, nemlig fra 1867 til 1868 og igen fra 1870 til 1871,dens Formand. »Endnu huskes Kleinsmedemester Jørgen Svendsen Hess<<, skrev Middelfart Venstreblad den 24. December 1906 og fortsatte: »Den gamle Kleinsmed var en retsindig og dygtig Haandværker og nød stor Agtelse i Byen. Han var Haandværker med Liv og Sjæl og var i hele sin Optræden præget af en vis Liberalisme. Han var vellidt af de fleste, hvilket ofte kom ham til Gode. Naar det under den Tids langt vanskeligere Pengeforhold gik her, som det saa tit gik, hvor Driftskapitalen ikke stod i Forhold til Virksomhedens Fremgang, kunde han altid gaa hen til en god Ven blandt Omegnens Bønder og faa de nødvendige Kontanter. Han tabte aldrig Modet og det gode Humør, han var i Besiddelse af<<.

PRIVATLIVET

I sine unge Dage var Jørgen Hess et kvikt Hoved, der med Lethed omgikkes Tal. Flere Gange, naar der paa Kontoret skulde foretages Beregninger, morede det ham at lade sine Sønner forsøge sig, men varede det alt for længe, inden de blev færdige, kunde han udbryde: »Hvad lærer I dog i den dyre Skole - det bliver saa og saa meget !<< Han havde selv regnet det hele ud i Hovedet i en Haandevending. Hans Hobby var at gaa paa Auktioner for at købe gamle Ting, hvad hans Kone ikke var tilfreds med, da hun syntes, at han forsømte sit Arbejde dermed!
Han havde Lune og Humor. En Dag var han i Forlegenhed for Penge og gik over til en af Byens store og velhavende Købmænd. Denne har formodentlig været lidt ængstelig ved at laane Jørgen Hess det store Beløb og beklagede, at han selv stod og manglede 500 Rdl. Hess vandrede derfra andetsteds hen og laante 1.000 Rdl. Paa Hjemvejen gik han atter ind til Købmanden og lagde de 500 Rdl. paa Disken med de Ord, at dem kunde han godt laane ham! For Skams Skyld maatte Købmanden tage imod dem, og da Hess kom hjem, var han i straalende Humør, fortalte Historien og tilføjede, at han aldrig havde set et saa flovt Ansigt som Købmandens!
Det lille, 1-etages Stuehus ud til Algade var af Bindingsværk med Tegltag. I dets østre Halvdel laa Kontoret og Butikken med Indgang lige fra Gaden, og i dets vestre Halvdel var Familiens Beboelse, sikkert et smukt Borgerhjem med fine Mahognimøbler i Empirestil stift opstillet paa det hvidskurede Gulv i Dagligstuen, saaledes som Moden var dengang.
Adskillige af disse Møbler ejes nu af Børnebørnene. Alle tre Drenge havde deres Værelse helt ude i Gavlen, hvor der, som Albert Hess fortæller, var gnistrende koldt om Vinteren. De laa i samme Seng, og naar der var blevet stille om Aftenen, og Musene løb hen over Dynen, øvede de sig i den Sport at gribe dem og slynge dem ned mod Gulvet. Kl. 6 om Morgenen vækkedes de af et infernalsk Spektakel, naar Svendene inde hos Kobbersmed West hamrede paa de store Kobberkedler.
Brevene fra Moderen giver Indtryk af et godt Samvær i Familien og en tiltalende Tone mellem Forældre og Børn. De havde mange Venner og synes at være kommet meget sammen med Byens andre Borgere. Fru Christiane Hess var mørk af Lød, og herfra stammer altsaa det mørke Islæt i Børneflokken. Hesserne var jo ellers gennemgaaende blonde eller lyse. Hun var en betydelig Personlighed, en fortræffelig Moder, meget religiøs og dygtig.
Med Kærlighed tog hun sig af sine Børn og opdrog dem strengt til Samvittighedsfuldhed, Pligtfølelse og Arbejdsomhed. I 1871 fejrede hun og Jørgen Hess deres Sølvbryllup ved en stor Fest. Albert Hess fortæller, at man havde arrangeret det saaledes, at naar der raabtes Hurra for Sølvbrudeparret, skulde der ogsaa saluteres med en gammel Kanon.
Den var imidlertid opstillet parallelt med Støberiet med det Resultat, at da det første Skud blev fyret af, raslede en Snes Ruder i Stykker! I en Sang hedder det:

Vi drikke Skaalen for den væne Brud,
som trofast Hjemmets Lykke fremmer.
For Hess vi tømmer hver en Draabe ud,
en af vort Byraads bedste Lemmer.

Til Slutning vil vi komme blot ihu,
hvor nyttig Hess han er for Staden.
Var der ej Ovne, tænk dog hvilken Gru
om Vinteren! - Og tænk paa Maden!
i Hver Middag, naar vi faar vor Gane smurt,
vi takke maa for Gryden, han har gjort!


Det lidt, vi saaledes ved om Familien i Algade, giver os dog et Billede af Skønhed, Hygge, Nøjsomhed og Arbejdsomhed. Vi ser Jørgen Hess med sit gode Hess°ke Humør søge at skjule sine Pengesorger for Kone og Børn, medens hun slider af alle Kræfter for at holde Hjemmet standsmæssigt. En stor Opmuntring for dem var det lille Landbrug, som han i sine Velmagtsdage havde købt udenfor Byen, omtrent hvor nu Sindssygehospitalet ligger.
Sikkert har de haft en Husmand til at passe de faa Tdr. Land, Køerne og Svinene, men naar de Foraars- og Sommersøndage drog derud, nød de Landlivet og glædede sig over at se, hvorledes alt vældede smukt og godt frem. Maaske har det ogsaa bidraget til, at Børnene senere hen nærede en trofast Kærlighed til den frodige fynske Jord.
Fru Christianes Kræfter tog dog kendeligt af. Hun var træt og mødig, skrives der, fordi hun led af en fremskreden Sukkersyge, som omsider lagde hende i Graven den 30. August 1876, kun 52 Aar gammel.
Det var et haardt Slag for Jørgen Hess. I Oktober s. A. tog han op til Vejle i Anledning af Sønnen Christians 25 Aars Fødselsdag, og Datteren Emilie skrev til Broderen: »Hvorledes vil han [Faderen] stille sig paa en saadan Dag? Dog vil jeg haabe det bedste som Følge af, at han opholder sig hos dig, hvor hans Tilstand i det hele taget er langt bedre end i Middelfart<<. I 1878 var han atter i Vejle, hvor han holdt af at være, og her døde han af et Hjerteslag den 20. September s. A., 54 Aar gammel. Begge er begravede paa Middelfart
Kirkegaard.
Efter hans Død fremlagde Sønnen Peter Opgørelsen af Boet for Skifteretten og erklærede, at det overtoges af ham og hans Søskende. Hele Værdien androg knapt 200 Kr., og der skulde følgelig ikke betales Arveafgift. Naturligvis er dette ingen sikker Maalestok, men velstaaende synes han i alt Fald næppe at have været.

Fødsel & dåb Jørgen Svendsen Hess









mandag den 20. september 2010

Anton Frederik Hess & Anna Kirstine Jensdatter

Far / Vater
Mor / Mutter


Kleinsmed i Middelfart
Anton Frederik Hess

Anna Kirstine Jensdatter
Født/Geboren :
16.nov 1821
Middelfart, Odense
Født/Geboren:
9.sep 1832
Indslev sogn, Odense
Døbt/Getauft
18.nov 1821
Middelfart, Odense
Døbt/Getauft:

Død/Tod:
18.feb 1883
Middelfart, Odense
Død/Tod:
10.apr 1887
Middelfart, Odense,
Begravet/Buried:
Middelfart kirkegård
Begravet/Buried:
Middelfart kirkegård


Bedsteforældre / Großeltern
Bedsteforældre / Großeltern
Marie Elisabeth Svendsen
Jens Rasmussen
Maren Sørensdatter

Gift/Verheiratet: 30.sep 1854
Vejlby, Odense

Børn/Kinder:
Født/Geboren:
Dødsårsag:
1855

1857

1859

Jens Rasmussen Hess
22.maj 1862 – dec. 1878
Han blev smedelærling, men døde 16.år gammel og blev begravet på Middelfart Kirkegård d. 9 dec. 1878
1864

Pauline Emilie Susanne Hess
1868 - ca. 1925
Ugift. Rejste til København efter Lydia`s død og førte Hus for hendes mand.
1872

Amalie Isabella Hess
06.feb 1874 - 25.mar 1878

1875 (Plejebarn) hos bedsteforældrene.
Barn af Florentine Guldhelmine Hess


Anton Frederik Hess
1821-1883, Kleinsmed i Middelfart.
Han blev født i Middelfart den 16. November 1821, gik i Kleinsmedelære hos sin Moder i Søndergade, blev Svend, men gjorde vistnok aldrig Mesterstykke, maaske fordi, han saa ofte maatte rejse paa Forretningsrejse for sin Moder til Jylland. Til sidst overtog han Forretningen og havde gerne et Par Svende i Arbejde, og naar disse var paa Kost, maatte Børnene ikke spise med ved Bordet.
Den 30. September 1854 blev han gift i Vejlby med Anna Kirstine (Stine) Jensdatter, født i Indslev den 9. September 1832 som Datter af Husmand Jens Rasmussen og Hustru, Maren Sørensdatter.
Han var en lille, fintbygget Mand med smaa Hænder og Fødder, mild, kærlig og meget afholdt. I Byen gik han under Navnet »den lille Hess<<. I flere Aar var han Medlem af Haandværkerforeningens Bestyrelse, men han var ofte syg, og det sidste Aar, han levede, laa han i Sengen. Sygdommen var »Lungetæring«, som baade han og hans Kone døde af, han den 18. Februar 1883.
Hun blev siddende i uskiftet Bo, og medens Sønnen nok har taget sig af Smedien, tjente »hun lidt ved at gaa til Haande forskellige Steder i Byen«. Hun af gik ved Døden allerede den 10. April 1887. Begge er begravet paa Middelfart Kirkegaard.